En kommune havde med udgangen af januar kvartal 1994 standset vådliggertilskuddet efter bistandslovens § 48, stk. 1 til en dreng, født 1980. Vådliggertilskuddet havde været udbetalt i en årrække hver 3. måned til drengen, der led af ufrivillig vandladning (enuresis).
Ifølge statusbedømmelse af april 1994 fra egen læge led drengen af ufrivillig vandladning såvel nat som dag, og han var undersøgt af en speciallæge i pædiatri og på børneafdelingen på et sygehus. Der var modvilje hos familien mod medicinsk behandling. Lægen udtalte i statusbedømmelsen, at man jo også kunne sige, at den medicinske behandling ikke var helbredende, og at drengen formentlig med tiden af sig selv ville blive renlig. Lægen tilføjede, at han umiddelbart troede, at der var en del psykologiske og familiære baggrunde for problemet, som det ofte var tilfældet med enuresis i den alder.
Ifølge en journaludskrift af april 1994 fra sygehuset havde der været planlagt indlæggelse af drengen, men familien ønskede hverken indlæggelse eller nogen form for medicinsk behandling, og drengen var derfor afsluttet fra sygehuset.
Forældrene havde i september 1994 meldt afbud "på ubestemt tid" til en undersøgelse hos en speciallæge i pædiatri.
Kommunen havde overfor nævnet oplyst, at vådliggertilskuddet var blevet standset rutinemæssigt, idet der var gået et år efter bevillingens start, og kommunen intet havde hørt fra familien. Familien havde ifølge den indhentede statusbedømmelse ikke ønsket, at drengen blev indlagt til yderligere udredning af eventuelle årsager til den ufrivillige vandladning. Forvaltningen havde derfor søgt sagen yderligere belyst før en ny bevilling. Der var på intet tidspunkt givet afslag på vådliggertillæg. Det fremgik ikke af sagen, at familien skulle være gjort bekendt med, at bevillingen gjaldt for et år.
Ankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at forudsætningen for fortsat udbetaling af løbende hjælp i henhold til bistandslovens § 48 var, at ansøgeren fortsat opfyldte betingelserne herfor. Nævnet fandt derfor, at kommunen ved bevillingens udløb havde været berettiget til at anmode om oplysninger, der var nødvendige for en stillingtagen til, om ansøgerne fortsat opfyldte betingelserne for at modtage vådliggertilskud i henhold til bistandslovens § 48.
På baggrund af oplysningerne om, at familien ikke havde ønsket en nærmere udredning af drengens lidelse ved hospitalsindlæggelse, fandt nævnet ikke grundlag for at kritisere, at kommunen havde anmodet om en udtalelse fra en speciallæge med henblik på dokumentation fornødvendige merudgifter samt oplysninger om eventuelle behandlings muligheder.
Nævnet pålagde ved afgørelsen kommunen at udbetale det sædvanlige vådliggertilskud for april kvartal 1994. Nævnet lagde vægt på, at ansøgerne ikke havde været bekendt med tidspunktet for bevillingens udløb, men at hjælpen blot var blevet stoppet uden nærmere orientering. Nævnet lagde endvidere vægt på ansøgernes oplysninger om, at vådliggertilskuddet blev udbetalt for 3 måneder ad gangen.
I klagen til Ankestyrelsen anførte forældrene bl.a., at de ikke ville tvinges til at lade drengen tage medicin, der jf. oplysningerne fra egen læge, ikke var helbredende.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af omfanget af bistandslovens § 17, herunder til yderligere belysning af den i forvejen foreliggende praksis.