Ankestyrelsens principafgørelse O-138-97

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

15-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 59

Socialministeriets cirkulære nr. 152 af 17. december 1986 om hjælp til boligindretning, omsorgsarbejde og befordring efter bistandsloven - pkt. 1, pkt. 3

Sagen drejede sig om en mand, der ved et ulykkestilfælde pådrog sig brud på halshvirvelen med efterfølgende omfattende lammelser, herunder lammet blære- og tarmfunktion. Som følge heraf skulle han have hjælp i døgnets 24 timer, herunder overvågning. Dette fandt sted ved at 2 hjælpere skiftedes til at være hos ham.

Gennem en ejendomsmægler fandt ansøgeren en ejendom, som han ønskede at erhverve.

Kommunen blev ansøgt om hjælp efter bistandslovens § 59 til udvidelse af stue med etablering af adgang til entre, udvidelse af soveværelse med etablering af adgang til badeværelse, udvidelse og ændring af badeværelse, ændring og flytning af varmekeddel m.v., udskiftning af tæppebelagte gulve med brædder, udvidelse af døråbninger, asfaltbelægning på gårdsplads og indkørsel. Dette ville ifølge et overslag fra teknisk forvaltning beløbe sig til 225.900 kr. excl. moms. Det var endvidere anført, at asfaltering af en fælles privat vej kunne være nødvendig i relation til ansøgerens muligheder for at færdes ude. Asfaltering ville kunne beløbe sig til yderligere ca. 100.000 kr. excl. moms.

Kommunen meddelte afslag på det ansøgte, men tilbød ansøgeren en handicapvenlig bolig i byen.

Kommunen begrundede afslaget med, at der ud fra de foreliggende oplysninger var et massivt behov for pleje og overvågning i døgnets 24 timer og brug for ledsagelse til omfattende aktiviteter udenfor hjemmet. Ansøgerens ejendom var en meget afsides beliggende ejendom med ca. 100 meter fælles privat vej førende ud til en lille kommunal vej. Denne vej kunne i tilfælde af større snefald være lukket i 1-2dage. I området fandtes kun meget begrænsede offentlige transport muligheder, hvilket kunne blive problematisk i forhold til eventuelt hjælpepersonale. Kommunens afgørelse blev anket, og ankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse.

Ud fra de oplysninger, der forelå i sagen, fandt ankenævnet, at der ikke var grundlag for at ændre kommunalbestyrelsens afgørelse,hvorefter der blev givet afslag på hjælp til nødvendige bolig ændringer i ejendommen, som ansøgeren ønskede at erhverve som fremtidig bolig.

Ankenævnet fandt, at ejendommen med de beskrevne ændringer nokisoleret betragtet ville fremstå som en handicapegnet bolig. Imid lertid fandt ankenævnet, at ejendommens beliggenhed set i forhold til graden af ansøgerens handicap og omfanget af behov for hjælp og pleje gjorde, at der var tale om en mindre hensigtsmæssig løsning af ansøgerens fremtidige boligsituation.

Ankenævnets afgørelse havde baggrund i oplysningerne om ansøgerens helbred, hvoraf det fremgik, at ansøgeren havde brug for personlige hjælpere i døgnets 24 timer. Når ansøgeren skulle etablere sig i en ny bolig, var det derfor efter ankenævnets opfattelse relevant at se på, hvorvidt det i forbindelse med den påtænkte bolig var praktiskmuligt for hjælpere at komme til og fra stedet. Det var i den for bindelse ankenævnets vurdering, at ejendommen var afsides beliggende, idet adgang foregik ad en mindre offentlig vej og ad privat vej og i øvrigt var meget begrænset for så vidt angik offentlig transport.

Ankenævnet fandt dog, at kommunalbestyrelsen burde undersøge om en mere hensigtsmæssig eller økonomisk afhjælpning af boligforholdene, kunne tilvejebringes, jf. Socialministeriets cirkulære nr. 152 af 17. december 1986 om hjælp til boligindretning m.v., pkt. 3.

Ankenævnets afgørelse blev indanket til Ankestyrelsen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der ved ansøgning om støtte til nødvendige boligmæssige ændringer efter bistandslovens § 59 ved nyerhvervelse af bolig kan lægges vægt på boligens beliggenhed, når boligen isoleret betragtet er egnet som handicapbolig.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at ændre ankenævnets afgørelse.

Ankestyrelsen fandt ligesom ankenævnet, at der med henvisning til Socialministeriets cirkulære nr. 152 af 17. december 1986 om hjælp til boligindretning, omsorgsarbejde og befordring efter bistandsloven, lovligt kunne lægges vægt på beliggenheden af den bolig, hvortil der var ansøgt om støtte til boligforbedringer, i forbindelse med vurderingen af om en mere hensigtsmæssig afhjælpning af boligforholdene kunne tilvejebringes.

Beliggenheden af boligen var afsides med 100 meter fælles privat vej ud til en lille kommunal vej. Vejen ville i forbindelse med større snefald kunne være lukket 1-2 dage.

Af Socialministeriets cirkulære nr. 152 af 17. december 1986 pkt. 3 fremgår det, at det ved afgørelse af sager om foretagelse af mere omfattende og bekostelige ændringer, f.eks. hjælp til etablering af elevator, kran og mindre om- eller tilbygning med henblik på indretning af et værelse eller lignende, påhviler kommunen nærmere at undersøge, om en mere hensigtsmæssig eller økonomisk afhjælpning af boligforholdene, eventuelt ved flytning, kan tilvejebringes. Det bør i denne forbindelse tages i betragtning, at boligen skal være egnet til benyttelse gennem et længere tidsrum, og at udgifterne ved ændringen må anses for rimelige i forhold til de opnåede brugsmæssige fordele. Efter cirkulærets punkt 1 lægges der bl.a. vægt på boligens handicap egnethed. Adgangsvejene er en del af spørgsmålet om handicapegnethed. Således er der tale om et kriterium, der kan lægges vægt på ved afgørelsen om, hvorvidt der kan ydes støtte efter bistandslovens § 59 til netop denne ejendom.

Ankestyrelsen vurderede, at der på baggrund af ovenstående og de på afgørelsestidspunktet foreliggende oplysninger burde gives afslag på den ansøgte hjælp efter bistandslovens § 59, til denne ejendom, og Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at ændre ankenævnets afgørelse.

Ankestyrelsen mente ligesom ankenævnet ikke, at den anviste bolig i byen var et egnet alternativ, idet den ifølge sagens oplysninger ikke var egnet til ansøgeren, da ansøgeren ikke kunne have sin familie hos sig, samt de store hjælpemidler som han ville få brug for. Endvidere var der ikke plads til en hjemmestudieplads.

Ankestyrelsen var derefter enig i ankenævnets anmodning til kommunalbestyrelsen om fortsat i samråd med ansøgeren, under hensyntagen til dennes behov for at bo på landet med plads til familie m.v., at søge at tilvejebringe en løsning, herunder særligt om der under hensyntagen til, at ansøgeren nu havde boet på ejendommen i ca. 1 år, var grundlag for at foretage et nyt skøn for så vidt angik beliggenhed af ejendommen. *)