Ankestyrelsens principafgørelse O-41-97

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

15-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 43, stk. 2

Socialministeriets vejledning nr. 211 af 30. november 1994 om hjælp efter bistandslovens kapitel 10 (§§ 43-45) - pkt. 30-31

En 32-årig gift kvinde havde indtil 1993 været beskæftiget ved ufaglært arbejde, men måtte ophøre på grund af rygproblemer, og kommunen godkendte hende i december 1993 som revalidend.

Kommunen fandt, at hun skulle på et udviklingskursus på BOMI for at få afklaret, hvor stort et pres hun kunne klare. Under opholdet fremkom hun med et ønske om at blive ergoterapeut. BOMI pegede på uddannelse til engroshandelsassistent. I januar 1995 blev hun bevilget 3 måneders praktik med henblik på uddannelse til engroshandelsassistent, men i juni 1995 konstaterede kommunen, at det ikke havde været muligt at finde en praktikplads.

I august 1995 fremsatte kvinden ønske om uddannelse til bibliotekar, som kommunen gav afslag på, men bevilgede arbejdsprøvning 20 timer ugentlig på det lokale bibliotek i 1/2 år. Ved opfølgning i november 1995 blev det oplyst, at hun havde klaret sig godt, men at der ikke var arbejde til mere end den fastsatte bibliotekar. Ægtefællen havde i mellemtiden fået arbejde på en boreplatform og var væk 14 dage ad gangen. Dette havde givet pasningsproblemer af familiens 3 børn.

Kommunen meddelte herefter til kvinden, at dagpengene blev stoppet pr. 31. december 1995 på grund af manglende revalideringsperspektiv.

Hun kontaktede kommunen den 22. december 1995 og søgte bruttorevalideringsydelse efter bistandslovens § 43 til uddannelse som klinikassistent, da Tandlægehøjskolen havde oplyst, at dette var foreneligt med hendes rygproblemer. Kommunen gav den 5. januar 1996 afslag, da det ikke ansås for at være realistisk med en teoretisk uddannelse, idet hun skulle have orden i sine familiære problemer, før der kunne fastlægges nogen uddannelsesplan.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det ansås for berettiget, at hun fik afklaret sin stabilitet i et uddannelsesforløb, før en uddannelse af 3 års varighed blev iværksat.

Under sagens behandling i Ankestyrelsen fastholdt kommunen, at kvinden på nuværende tidspunkt ikke havde ressourcer til gennemførelse af en længerevarende uddannelse, men at der fortsat skulle foretages arbejdsprøvninger.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af betingelserne for afslag på fastsættelse af erhvervsplan.

Ankestyrelsen fandt, at kvinden var berettiget til bruttorevalideringsydelse efter bistandslovens § 43, stk. 2 fra 15. januar 1996, hvor hun startede den kompetencegivende uddannelse som klinikassistent.

Ankestyrelsen fandt, at der burde have været fastlagt en erhvervsplan fra det angivne tidspunkt, da der ikke var afgørende grunde, der talte imod hendes eget ønske om uddannelse til klinikassistent.

Ankestyrelsen var ikke enig i, at der som betingelse for fastlæggelse af en erhvervsplan, når kvinden var fundet revalideringsberettiget, skulle gå en længere afklaringsperiode, når det ikke var nærmere angivet, hvordan en sådan periode skulle fastlægges, og hvilke nærmere betingelser, der skulle være opfyldt.