Ankestyrelsens principafgørelse O-49-97

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

15-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 48, stk. 3

Socialministeriets vejledning nr. 104 af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 - pkt. 28

Sagen drejede sig om en ansøger, der senest havde fået bevilget tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste med 1.785 kr. for hver af månederne september og oktober 1994 grundet pasning af datteren.

Kommunen gav afslag på fortsat bevilling af tabt arbejdsfortjeneste. Kommunen henviste ved afgørelsen til, at sagen havde været behandlet hos kommunens lægekonsulent, der havde vurderet lidelsen til at være en moderat astma, og derfor ikke krævede indlæggelse af længere varighed.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afslag på fortsat ydelse af tabt arbejdsfortjeneste ved pasning af ansøgerens datter, født i 1988, når hun havde astmaanfald.

Nævnet fandt det ikke godtgjort, at ansøgeren fortsat opfyldte be tingelserne for at modtage tabt arbejdsfortjeneste.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på udtalelsen fra kommunens lægekonsulent, samt at nævnets lægekonsulent ikke fandt det ubetinget nødvendigt af hensyn til datterens handicap, at ansøgeren passede hende, når hun var dårlig på grund af sin astma. Ankenævnet lagde endvidere vægt på, at ansøgeren ikke i lovens forstand helt eller delvist havde opgivet sit arbejde for at passe datteren.

Af statusbedømmelse fra ansøgerens egen læge fremgik bl.a., at datterens lungefunktion faldt ved mindste forkølelsestilstand og der var behov for mere intens observation af hende. Datterens sygdom betød ifølge bedømmelsen helt klart, at ansøgeren måtte forsømme ekstraordinært meget.

Af statusbedømmelse fra hospitalet fremgik, at datteren havde været kendt på børneafdelingen siden april 1990 på grund af astma bronchiale. Datteren var i fast behandling med spirocort på turbuhaler suppleret med bricanyl. Hun havde ikke nogen specifik allergi, men moderat svær astma, idet hun fik symptomer, hvis behandlingen reduceredes fra det nuværende niveau. I klagen over kommunens afgørelse havde ansøgeren bl.a. anført, at datterens lungefunktion gennemsnitligt en gang om måneden faldt til det halve i løbet af få timer, og at det normalt varede 4-5 dage, før hun nåede op på normal styrke igen. Det var endvidere anført, at da datteren skulle have målt peakflow mange gange om dagen, have medicin samt nogle gange maske, var det nødvendigt, at den person, der skulle passe datteren, havde et indgående kendskab til hende.

Ansøgeren havde bl.a. oplyst til Ankenævnet, at hun havde fået tabt arbejdsfortjeneste gennem et år, som også var blevet anvendt til alle de nødvendige lægebesøg.

Af Ankenævnets notatark fremgik, at nævnets lægekonsulent vurderede, at det uden tvivl var hensigtsmæssigt, at ansøgeren passede datteren, når hun havde en dårlig periode på grund af astma. Man kunne ifølge lægekonsulenten muligvis også tale om, at det var nødvendigt, da det var svært at forestille sig, at andre personer, som ikke var fortrolige med datterens sygdom og behandlingen heraf, kunne passe hende ordentligt i disse situationer. I klagen over Ankenævnets afgørelse var det bl.a. anført, at ansøgeren delvist havde måttet ophøre med beskæftigelse grundet fravær på gennemsnitlig 4-5 dage pr. måned. Det fremgik videre af klagen, at ansøgeren i 1994 havde fået udbetalt tabt arbejdsfortjeneste i januar (13,5 timer), februar (59,5 timer), marts (13,5 timer), april (44,5 timer), juli (23 timer), september (36 timer) og oktober (36 timer). I november og december 1994 havde ansøgeren brugt afspadseringstimer.

Ankenævnet oplyste til sagen, at det var Ankenævnets opfattelse, at et helt eller delvist ophør af et arbejdsforhold efter reglerne i bistandslovens § 48, stk. 3 skulle være begrundet i, at plejebehovet var af et sådant omfang, at det var nødvendigt med arbejdsophøret for at passe barnet i hjemmet.

Begrebet "omfang" fandtes efter Ankenævnets opfattelse ud fra en almindelig sprogmæssig fortolkning at kunne omfatte både den tidsmæssige længde og den specielle pasning, som var betinget af et vidtgående (svært) handicap hos barnet. Nævnet fandt det i denne sag tvivlsomt, om der var tale om et vidtgående handicap hos barnet på det tidspunkt, hvor kommunen stoppede hjælpen den 21. november 1994. Ankenævnet fandt det endvidere ikke godtgjort, at plejebehovet ikke kunne udføres af andre end forældrene, samt at 30 sygedage om året vel ikke i sig selv kunne udløse ydelse af tabt arbejdsfortjeneste.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der i et tilfælde som det foreliggende foreligger hel eller delvis opgivelse af arbejdet i § 48's forstand.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren var berettiget til tilskud til dækning af tabt arbejdsfortjeneste efter bistandslovens § 48, stk. 3.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren måtte anses for delvist at have opgivet arbejdet for at passe datteren.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der ikke var sket en sådanændring i datterens astmalidelse, at lidelsen efter en lægelig vur dering ikke længere kunne anses for at være en vedvarende lidelse af en sådan sværhedsgrad, at det var nødvendigt, at hun under sine anfald skulle passes i hjemmet af en person, der kendte til sygdomsudviklingen, hvilket i dette tilfælde ville sige ansøgeren.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.