En 57-årig mand, der modtog mellemste førtidspension, fik i 1993 månedlig 6.573 kr. i førtidspension samt 2.057 kr. i boligydelse og 63 kr. i varmetillæg. Ansøgeren havde i 1992 opnået personlige tillæg svarende til ca. 5.000 kr.
Han led af forhøjet blodtryk og åreforkalkning omkring hjertet, og hans læge havde tidligere oplyst, at det var af stor betydning, at han indtog passende fedtfattig kost. Lægen havde telefonisk til ankenævnet oplyst, at merudgiften i forbindelse med diæten skulle udregnes efter energitrin 15.000 kj.
Ansøgeren havde i 10 år frem til 1993 modtaget personligt tillæg til diætkost med et månedligt beløb på 350 kr.
Den 26. november 1992 fik han af sin kommune meddelelse om, at han med virkning fra 1. januar 1993 ikke længere ville modtage økonomisk tilskud til diætkost.
Kommunen anførte, at der til grund for beslutningen lå et skøn om, at udgifter til ernæringsrigtig kost ikke medførte væsentligt højere udgifter end udgiften til normalkost. Ansøgeren påklagede afgørelsen. Kommunen oplyste i breve af 8. og 16. december 1992, at det sociale udvalg i kommunen på et møde den 11. november 1992 besluttede, at der i fremtiden kun kunne ydes diættillæg til pensionister, der led af en insulinkrævende sukkersyge. Dette forudsatte, at den pågældende holdt en specielt sammensat diæt, som medførte merudgifter i forhold til normal kost, samt at de lægelige anvisninger herfor blev fulgt af den pågældende diabetespatient.
Ansøgeren blev ved ankenævnets brev af 23. december 1992 anmodet om at fremsende en specifikation over sine faste månedlige indtægter og udgifter samt en opgørelse over de merudgifter, han havde til kost i forbindelse med sin lidelse.
Ved brev af 27. december 1992 indsendte ansøger en økonomisk oversigt, hvoraf fremgik, at hans månedlige faste udgifter inklusive ekstraordinære udgifter til diætkost udgjorde 6.322 kr. Udgifterne til diætkost var anslået til 1.300 kr. månedlig.
Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse og begrundede afgørelsen med, at ansøgerens økonomiske forhold ud fra en konkret vurdering af hans samlede økonomiske forhold ikke fandtes at være så særlig eller ganske særlig vanskelige, at der var tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte det af det sociale udvalg udøvede skøn, hvorefter han selv måtte anses for at være i stand til afholde merudgiften til diætkost.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en kommune kan indføre bindende regler for tildeling af personligt tillæg til diætkost.
