Ankestyrelsens principafgørelse O-7-97

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 15, stk. 5 og § 46a

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 82 og § 98, stk. 2

En ansøger søgte om hjælp til tandbehandling, omfattende bl.a. behandling af 2 kindtænder med plastfyldninger. Plastfyldningerne, som ikke var tilskudsberettigede, fordyrede tandbehandlingen med 700 kr. sammenholdt med udgiften ved amalgamfyldninger.

Socialforvaltningen bevilgede alene hjælp til dækning af behandling med amalgamfyldninger.

Ankenævnet pålagde kommunen at yde hjælp til den ansøgte behandling, idet nævnet fandt, at kommunens afgørelse var åbenbart urimelig.

Ved afgørelsen lagde nævnet vægt på, at den ansøgte behandling varnødvendig og velbegrundet. Desuden blev der lagt vægt på tandlæge konsulentens vurdering. I denne var det anført, at det af egen tandlæge fremsendte behandlingsforslag var tandlægeligt korrekt, nødvendigt og velbegrundet. Der henvistes til, at der af hensyn til miljøet burde anvendes plast, hvor det var forsvarligt. Der var politisk lagt op til et totalforbud mod brugen af amalgam.

I klagen til Ankestyrelsen havde kommunen bl.a. henvist til, at det ikke kunne accepteres, at kommunens afgørelse blev tilsidesat med henvisning til, at plast burde anvendes af hensyn til miljøet og det kommende forbud. Der henvistes i denne forbindelse til, at der var givet dispensation til benyttelse af sølvamalgam i kindtænder frem til 1999, hvor forbudet kun trådte i kraft, hvis der på det tidspunkt var fundet et egnet alternativ til kindtandsfyldninger.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om nævnet havde været berettiget til at tilsidesætte kommunens afgørelse med henvisning til at den ud fra miljømæssige betragtninger måtte anses for åbenbart urimelig.

Ankestyrelsen fandt, at ankenævnet ikke havde været berettiget til at tilsidesætte det af kommunen udøvede skøn, hvorefter ansøger alene var berettiget til at få dækket udgiften til amalgamfyldning.

Begrundelsen for afgørelsen var, at kommunens skøn ikke kunne anses for ulovligt eller åbenbart urimeligt.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der var tale om fyldning af 2 kindtænder, at fyldning med sølvamalgam måtte anses for at være tilstrækkelig holdbar, sammenholdt med at udgiften til fyldning med sølvamalgam var væsentlig lavere end udgiften til fyldning med plast.

Ankestyrelsen tillagde det ikke betydning, at fyldning med sølvam algam vil være forbudt fra 1999, idet det indtil dette tidspunkt ikke vil være ulovligt at anvende sølvamalgam ved fyldning af tænder.

Det var desuden Ankestyrelsens opfattelse, at miljømæssige hensyn ikke indgår i de skønsmæssige vurderinger, som nævnet kan lægge til grund ved afgørelsen af, om en kommunes afgørelse kan anses for åbenbart urimelig.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.