Ansøgeren havde siden 1980 været folkeregistertilmeldt på en adresse i A kommune. Hun var ejer af et hus på den pågældende adresse.
Hun var samlevende med sine børns far, som drev landbrug på en gård i B kommune. Den 15. juni 1995 indgav hun ansøgning om førtidspension til A kommune. I forbindelse med ansøgningen oplyste hun, at hun kun kunne klare ganske få af de huslige funktioner, og at hun ikke kunne passe børnene selv. På baggrund af disse oplysninger oversendte A kommune sagen til B kommune.
B kommune returnerede sagen til A kommune med den begrundelse, at sagen var rejst i A kommune.
Herefter indbragte A kommune sagen for ankenævnet. Ankenævnet fandt, at B kommune var ansøgerens bopælskommune i forhold til pensionsloven. Nævnet lagde bl.a. vægt på A kommunes oplysninger om, at det ved alle henvendelser til og fra ansøgeren fremgik, at hun opholdt sig på samleverens bopæl, og at det af pensionsansøgningen fremgik, at hun var meget afhængig af den hjælp, hun kunne få af børnenes far, idet hun ikke kunne klare nogen form for huslige funktioner.
Nævnets afgørelse blev påklaget af både ansøgeren og B kommune. Ansøgeren anførte i sin klage bl.a., at det var tilfældigt, at medarbejderne i A kommune traf hende på samleverens bopæl i forbindelse med 3-4 telefoniske henvendelser.
B kommune begrundede bl.a. klagen med, at ansøgeren havde været tilmeldt A kommune siden 1980, og at hun selv betragtede A kommune som sin bopælskommune, selv om hun på skift opholdt sig i begge kommuner.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilke kriterier, der er afgørende, når der skal tages stilling til, hvilken kommune, der er bopælskommune i pensionslovens forstand.
