Ankestyrelsens principafgørelse B-4-97

Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - lovbekendtgørelse nr. 707 af 25. august 1995 - § 4, stk. 3, nr. 2

Socialministeriets vejledning nr. 42 af 30. januar 1996 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - pkt. 14

En kvinde flygtede fra Somalia i 1992, og kom til Danmark i 1993. Hun havde tre børn med sig. Kvinden var gift, og manden, der var fader til børnene, boede i Somalia.

Kvinden havde ikke selv været i kontakt med manden siden 1992, men havde i 1993 gennem en anden somalisk flygtning hørt, at han var i live og boede i Somalia med en søn.

Kvinden søgte om særligt børnetilskud med den begrundelse, at hvis manden var i live, ville han have forsøgt at kontakte hende.

Kommunen havde givet afslag på ansøgningen. Ankenævnet tiltrådte afgørelsen, da det efter en konkret vurdering ikke var godtgjort, at manden var afgået ved døden. I anken blev det bl.a. gjort gældende, at den omstændighed, at man ikke havde kunnet få oplysninger om manden siden februar 1993, og de omfattende uroligheder i Somalia, pegede i retning af hans død.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvornår en person i relation til børnetilskudslovens § 4 må anses for at være død, når der ikke er sikker viden om hans fortsatte eksistens.

Ankestyrelsen fandt ikke, at kvinden var berettiget til særligt børnetilskud, jf. børnetilskudslovens § 4, stk. 3, nr. 2, hvorefter der kan ydes et særligt børnetilskud, når kun et af barnets forældre lever.

Begrundelsen var, at der ikke forelå dokumentation eller konkrete oplysninger, der tydede på, at manden ikke længere levede. Ankestyrelsen lagde vægt på, at sidst man hørte om manden, var han ikke i nogen konkret livsfare. Det forhold, at der ikke var sikre forlydender om manden gennem 4 år, kunne ikke i sig selv begrunde en formodning for, at han var død.

Ankestyrelsen bemærkede generelt, at man ved afgørelsen af sagen tog udgangspunkt i reglerne for afsigelse af dødsformodningsdom i lov om borteblevne § 6, samt den domspraksis, der er på området. Herefter kan der afsiges dødsformodningsdom 1 år efter, at man sidst hørte fra en forsvunden, hvis pågældende dengang befandt sig i en konkret livsfare. Der skal således være en stærk formodning for, at pågældende er død på et bestemt sted, på en bestemt måde og på et bestemt ca. tidspunkt.

Hvis der ikke er en konkret formodning for, at den forsvundne er død, kan der efter 10 år afsiges dødsformodningsdom på baggrund af den lange periode, hvor man ikke har hørt fra pågældende.

Da manden således måtte anses for at være i live, tiltrådte Ankestyrelsen ankenævnets afgørelse.