Ankestyrelsens principafgørelse O-15-97

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 43, stk. 2

Socialministeriets vejledning nr. 211 af 30. november 1994 om hjælp efter bistandslovens kapitel 10 (§§ 43-45) - pkt. 47 nr. 2

En 40-årig mand fik i januar 1994 bevilget revalideringshjælp til gennemførelse af uddannelsen som socialrådgiver samt kørselsudgifter.

Kommunen beregnede udgifterne mellem hjem og uddannelsessted til 2.340 kr. pr. måned. Beløbet svarede til udgiften til benzin.

I august anmodede kommunen ansøger om at sandsynliggøre sine udgifter til kørsel. I sin redegørelse til kommunen oplyste han, at udgifterne udgjorde 4.556 kr. pr. måned. Han anmodede samtidig om at få forhøjet kørselstilskuddet til statens laveste takst.

Kommunen bevilgede herefter og med virkning fra 1. oktober 1995 tilskud til kørsel i egen bil efter statens laveste sats.

Den 19. oktober 1995 søgte ansøger om at få reguleret kørselsudgifterne tilbage til tidspunktet for uddannelsens start.

Komunnen meddelte afslag, da der ikke kunne bevilges hjælp med tilba gevirkende kraft. Det var desuden vanskeligt, næsten umuligt at dokumentere, hvornår han havde været i skole, praktik m.v og hvor mange kilometer han havde kørt.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af bevilling af kørselsudgifter.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger var berettiget til at få dækket sine kørselsudgifter fra uddannelsens start efter statens laveste sats.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke efter det oplyste i sagen var forhold som kunne begrunde at praksis, som bl.a. fremgår af pkt. 47, nr. 2 i vejledningen om hjælp efter bistandslovens kap. 10, om at yde kørselsudgifter efter statens laveste takst fra uddannelsens start ikke blev fulgt.

Ankestyrelsen bemærkede i øvrigt, at kommunen pr. 1. oktober 1995 dækkede udgifter til kørsel efter statens laveste takst på i øvrigt uændrede forhold.