Ankestyrelsens principafgørelse O-83-97

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 37, stk. 3

Ansøger, der var 22 år, enlig og hjemmeboende, anmodede i september 1995 kommunen om kontanthjælp. Hun havde indtil 8. juli 1995 været ansat som vikar i et supermarked.

Kommunen bevilgede kontanthjælp i henhold til bistandslovens § 37, stk. 3 med taksten for unge hjemmeboende.

Overfor ankenævnet oplystes bl.a., at ansøger havde haft indtægter siden september 1990. Hendes lønsedler for perioden 1. december 1991 til 1. marts 1993 skulle angiveligt vise, at hun havde tjent mere end 6.652 kr. pr. måned. Den eneste undtagelse var marts 1992, hvor hun kun fik løn for 68 timer, hvilket var forkert, idet hun normalt arbejdede mellem 130-140 timer. Fejlen blev reguleret i maj 1992, hvor de manglende 71 timer var ført på oveni de normale timer.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse om, at den udbetalte kontanthjælp skulle ydes efter ungetaksten, da der ikke på baggrundaf de foreliggende oplysninger, fandtes at være en sammen hængende periode på 12 måneder, hvor ansøger havde haft en indtjening, der var større end 60% af højeste dagpengebeløb.

Nævnet lagde vægt på, at der ikke for månederne marts og juli 1992 var dokumenteret indtægter af en størrelse over den fastsatte grænse. Der fremkom på lønsedlerne ofte begrebet ekstra timer, og dette beløb var ganske stort i maj 1992, men der var ikke anført noget om, at dette skulle dække regulering af martslønnen. Der var i juli 1992 sket fradrag for afholdt ferie, men der forelå ingen dokumentation for, at der havde været udbetalt feriepenge under ferieafholdelsen.

Overfor Ankestyrelsen oplyste kommunen, at ansøger tidligere i januar 1994 i forbindelse med en kontanthjælpsansøgning var fundet berettiget til kontanthjælp med taksten for ikke-forsørgere på baggrund af lønsedler. Ifølge kommunens fortolkning af reglerne krævedes, at der mellem hver ny kontanthjælpsperiode forelå en ny periode, hvor indtægtskravet var opfyldt, førend der kunne udbetales hjælp med mere end unge-taksten.

For Ankestyrelsen forelå med enkelte undtagelser lønsedler for perioden 1. december 1991 til 31. juli 1995.

Grundydelsen i henhold til bistandslovens § 37, stk. 2, 2. pkt. udgjorde på ansøgningstidspunktet i september 1995 6.652 kr. svarende til 60% af højeste dagpengebeløb.

Ifølge de foreliggende lønsedler havde ansøger haft indtægter (incl. ulempetillæg) der oversteg ovennævnte beløb i månederne december 1991, januar, februar, april, maj, juni, august, september, oktober, november og december 1992, januar og februar 1993, marts, april, maj, juni, august, september og november 1994, januar, april og maj 1995.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt ansøger kunne anses for i en sammenhængende periode på 12 måneder at have haft indtægter, der oversteg 60% af højeste dagpenge, herunder hvorledes der i henhold til bistandslovens § 37, stk. 3, skulle forholdes i tilfælde, hvor der var sket lønregulering ogafholdelse af ferie med feriepenge, samt hvorvidt den samme ind tægtsperiode ville kunne danne grundlag for udmåling af kontanthjælp efter reglerne for personer over 25 år for flere selvstændige kontanthjælpsperioder.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der i loven eller dens forarbejder var tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at indtægtsperioden skulle foreligge umiddelbart før ændringen i forholdene, der førte til ansøgning om kontanthjælp.

Ankestyrelsen fandt heller ikke, at der forelå holdepunkter for, at en sådan indtægtsperiode kun skulle kunne danne grundlag for udmåling af kontanthjælp som ikke-forsørger vedrørende en enkelt kontanthjælpsperiode.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at der var en sådan sammenhæng mellem hjælpens størrelse i bistandslovens § 37, stk. 2, og indtægtskravet i § 37, stk. 3, at det var størrelsen af 60% af højeste dagpengebeløb på ansøgningstidspunktet, der dannede sammenligningsgrundlag for, om indtægtskravet kunne anses for opfyldt.

Ankestyrelsen fandt, at det var de faktiske indtægtsforhold, der dannede grundlag for vurderingen af, om indtægtskravet var opfyldt. Såfremt det derfor i tilstrækkelig grad kunne dokumenteres, at en lønseddel var behæftet med fejl, og at der senere havde fundet en regulering sted, burde der tages hensyn hertil.

Ankestyrelsen fandt ligeledes, at optjening af såvel feriepenge som søgne/helligdagsbetaling var en lovfæstet del af lønindtægten, og dermed kunne sidestilles med indtægt på det tidspunkt, hvor disse beløb kom til udbetaling/ferien afholdtes.

Imidlertid var det også i denne forbindelse en forudsætning, at størrelsen af de udbetalte beløb i tilstrækkelig grad kunne dokumenteres.

Ankestyrelsen fandt vedrørende lønsedlen for marts 1992 at det kunne lægges til grund, at lønsedlen var behæftet med fejl og at der efterfølgende, jf. lønsedlen for maj 1992, havde fundet regulering sted, med den virkning at indtægtskravet for marts 1992 måtte anses for opfyldt.

Ankestyrelsen lagde herved særlig lagt vægt på, at det anførte timetal på lønsedlen for marts 1992 var væsentligt lavere end for de forudgående og efterfølgende måneder, samtidig med at der ikke havde været træk på feriepengesaldoen. Hertil kom, at det samlede timetal for maj 1992 svarede til 5-6 ugers fuldtidsarbejde uden, at der var kommet tillæg for overarbejde til udbetaling.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at indtægtskravet for juli 1992 måtte anses for opfyldt.

Ankestyrelsen lagde herved lagt vægt på, at det af lønsedlen for juli 1992 fremgik, at ansøger havde afholdt ferie, at hun i 1991 i et vist omfang havde haft arbejde og dermed optjent ret til ferie, samt at feriepengesaldoen for juli 1992 var ca. 3.400 kr. mindre end for juni 1992.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.