Ankestyrelsens principafgørelse O-50-97

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

15-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 48, stk. 3

Socialministeriets vejledning nr. 104 af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 - pkt. 28, pkt. 30

En mor til et handicappet barn søgte kommunen om økonomisk bistand. Moderen havde tidligere modtaget arbejdsløshedsdagpenge, men fagforeningen fandt hende ikke længere berettiget, da hun ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet på grund af hendes søns sygdom.

Kommunen udbetalte herefter kontanthjælp, idet kommunen ikke fandt, at moderen opfyldte betingelserne for at modtage kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. En del af hjælpen (terminsudgifter) blev gjort tilbagebetalingspligtig.

Kommunen ændrede efter moderens klage afgørelsen således, at moderen nu fik kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. Beregningsgrundlagetvar nettobeløbet, som blev udbetalt i dagpenge fra arbejds løshedskassen. Moderen gjorde gældende, at dagpengene blev udbetalt med et forkert beløb. Tilbagebetalingspligten blev først tilbagekaldt, men senere opretholdt. Samtidig udbetaltes supplerende kontanthjælp til den tabte arbejdsfortjeneste.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse om, at den del af det udbetalte beløb, der vedrørte terminsudgifter, var tilbagebetalingspligtig. Kommunens meddelelse om, at der ikke var tilbagebetalingspligt kunne ikke betragtes som en begunstigende forvaltningsakt af en sådan art, at tilbagebetalingspligten burde ophæves.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af 1) Beregningsgrundlaget for udmåling af tabt arbejdsfortjeneste efter bistandslovens § 48 i en situation, hvor den berettigedeinden overgang til hjælp efter § 48 har levet dels af arbejdsløs hedsdagpenge dels af kontanthjælp.

2) Om der kan udbetales supplerende kontanthjælp efter bistandslovens § 37 samtidig med udbetaling af tabt arbejdsfortjeneste efter bistandslovens § 48.

3) Om der kan ydes hjælp til terminsudgifter efter bistandslovens § 48, hvorvidt hjælpen i så fald kan "øremærkes " og om hjælpen er tilbagebetalingspligtig.

Ankestyrelsen fandt, at udgangspunktet for beregning af tabt arbejdsfortjeneste efter bistandslovens § 48, stk. 1, jf. stk. 3 og vejledningens punkt 28 og 30, var arbejdsindtægten.

Ved at modtage arbejdsløshedsdagpenge fra en arbejdsløshedskasse måtte moderen antages at have opnået tilknytning til arbejdsmarkedet. Beregningsgrundlaget var derfor den indtægt, som moderen kunne have haft i sit erhverv som hjemmehjælper. (Det følger endvidere af vejledningen, at den tabte arbejdsfortjeneste, uanset indtægt, som minimum skal svare til, hvad det ville koste at lade en komunal ansat hjemmehjælper passe barnet i hjemmet. )

Ankestyrelsen fandt, at der ikke samtidig med udbetaling af kompensation for tabt arbejdsfortjeneste kunne udbetales supplerende kontanthjælp. Det følger af reglerne om tabt arbejdsfortjeneste, at denne ydelse kompenserer for hele den mistede arbejdsindtægt.

Endelig fandt Ankestyrelsen, at der ikke var hjemmel til at kræve en ydelse i form af tabt arbejdsfortjeneste tilbagebetalt efter bistandslovens § 25. Efter vejledningen er det ikke muligt at " øremærke" nogen del af udbetalt tabt arbejdsfortjeneste, heller ikke til terminsudgifter.

Ankestyrelsen hjemviste sagen til kommunen til korrekt beregning udfra disse principper.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.