Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren ikke havde ret til at få personligt tillæg efter lov om social pension § 17, stk. 1, til dækning af udgifter til afdrag på den bil, hvortil der var ydet støtte til anskaffelse efter bistandslovens 58.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at der ikke kunne ydes personligt tillæg til dækning af udgifter, som kunne afholdes efter anden lovgivning.
Støtte til bil kunne således kun ydes efter reglerne i bistandslovens § 58 og Socialministeriets bekendtgørelse nr. 886 af 11. december 1986 om støtte til køb af bil.
Efter bekendtgørelsens § 15 træffer kommunen afgørelse om henstand med tilbagebetaling og eftergivelse af lån, ved manglende betalingsevne på grund af sygdom, arbejdsløshed m.v.
Ankestyrelsen vurderede, at der kun kunne bevilges støtte efter bekendtgørelsens § 15, når der var tale om en midlertidig situation, hvor en social begivenhed medførte manglende betalingsevne.
Overgang til folkepension ved det 67. år ansås ikke for en sådan midlertidig situation. Bestemmelsen fandtes derfor ikke at kunne anvendes til at give henstand med eller eftergive afdrag i sådanne tilfælde.
Den omstændighed, at der ikke kunne ydes ansøger henstand/eftergivelse af afdrag på bil, der var bevilget med støtte, bevirkede ikke, at der var mulighed for at bevilge personligt tillæg efter pensionslovens § 17, til dækning af udgifter til afdrag.
Ankestyrelsen henledte imidlertid opmærksomheden på, at ansøger fortsat havde mulighed for at søge personligt tillæg til dækning af driftsomkostninger i øvrigt, som han måtte have i relation til invalidebilen. En sådan bevilling ville være afhængig af en konkret vurdering af hans økonomiske forhold.
Socialforvaltningen ville kunne vejlede om mulighederne for at dække kørselsbehovet efter reglerne i bistandlovens § 61.
