Sagen vedrørte en kvinde, der sammen med den daværende ægtefælle fik bevilget hjælp til betaling af en el-regning efter bistandsloven.
Kvinden fik efterfølgende bevilget forskud på førtidspension fra den 1. januar 1992. Den 9. juli 1992 blev der bevilget personligt tillæg til betaling af en el-restance med tilbagebetalingspligt, jf. § 43, stk. 1, nr. 1, idet der tidligere var ydet hjælp til el-regningen efter bistandsloven. Tilbagebetalings-erklæringen blev underskrevetaf begge ægtefæller, hvoraf kun hustruen modtog forskud på førtids pension.
Den 29. juli 1992 traf revaliderings- og pensionsnævnet afgørelse om, at ansøger ikke opfyldte betingelserne for at få tilkendt førtidspension efter § 14, stk. 3, hvorefter forskuddet blev bragt til ophør pr. 1. august 1992.
Ansøgeren fik senere den 1. februar 1995 tilkendt førtidspension efter lov om social pension § 14, stk. 3, og kommunen forlangte herefter tilbagebetaling af det tidligere ydede personlige tillæg.
Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse om, at det personlige tillæg kunne kræves tilbagebetalt.
Afgørelsen var begrundet med, at pensionisten hæftede for tilbagebetalingen, da hun havde underskrevet tilbagebetalingserklæringen.
Ansøgeren oplyste, at både hun og den daværende ægtefælle havde underskrevet tilbagebetalingserklæringen, hvorfor det var urimeligt, at beløbet kun blev opkrævet hos hende.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om krav efter lovens § 43 på tilbagebetaling af personligt tillæg, ydet i forbindelse med forskud på førtidspension, kunne opretholdes, når førtidspension ikke var blevet tilkendt.