Ankestyrelsens principafgørelse U-14-97

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

04-10-2011

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 789 af 28. august 1996 - § 31

En kvinde slog sin ryg den 5. januar 1987 under arbejde som postarbejder.

Af anmeldelsen fremgik, at hun blev ansat som postarbejder den 20. januar 1986. Den gennemsnitlige daglige arbejdstid var 4 timer, og ugelønnen var 2.754 kr.

Arbejdsskadestyrelsen (Sikringsstyrelsen) fastsatte ved afgørelse af 30. september 1988 méngraden til 10%. Hun fik samtidig afslag på erstatning for tab af erhvervsevne, da erhvervsevnen ikke kunne anses for nedsat med 15% eller derover.

Denne afgørelse ankede skadelidtes fagforening. I anken blev bl.a. henvist til, at skadelidte efter arbejdsskaden var henvist til pension, og at hun fremover ville være ude af stand til at udføre erhvervsarbejde.

Arbejdsskadestyrelsen genoptog herefter sagen.

Skadelidte modtog sygedagpenge fra 7. januar 1987 og indtil 31. maj 1988, hvorefter dagpengene ophørte på grund af varighedsbegrænsningen.

Skadelidte modtog forskud på førtidspension fra 1. februar 1988 - 31. januar 1989 og kontanthjælp fra 1. februar 1989 - 28. februar 1989.

I perioden 24. april 1989 - 1. september 1989 var der etableret arbejdsprøvning i henhold til bistandslovens § 42 (nu § 43) ved et beskæftigelsesprojekt. Fra 1. november 1989 blev der etableret arbejdsprøvning som kontorassistent 30 timer ugentlig i henhold til bistandslovens § 42 (nu § 43). Den udbetalte hjælp svarede til fagets mindsteløn.

Skadelidte overgik pr. 1. januar 1992 til ansættelse på almindelige lønvilkår.

Ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 20. juni 1990 fik skadelidte tilkendt en løbende erhvervsevnetabserstatning svarende til 25% og med revision efter 1 år. Erstatningen blev udbetalt med virkning fra 1. november 1989, hvor skadelidte påbegyndte arbejdsprøvningen som kontorassistent.

Arbejdsskadestyrelsen traf den 8. august 1991 afgørelse om, at den løbende ydelse bortfaldt fra førstkommende udbetalingsdag.

Denne afgørelse tiltrådte Ankestyrelsen ved afgørelse af 1. august 1992. Ankestyrelsen lagde vægt på, at skadelidte efter endt arbejdstræning var i arbejde som kontorassistent 30 timer ugentlig på almindelige ansættelsesbetingelser, mens hun tidligere arbejdede 20 timer ugentlig.

Skadelidtes advokat anmodede den 4. marts 1992 Arbejdsskadestyrelsen om påny at vurdere erhvervsevnetabssagen og meddele, om styrelsenville være indforstået med, at der udbetaltes er hvervsevnetabserstatning svarende til en nedsættelse af erhvervsevnen med 25% for perioden 1. juni 1987 til 1. november 1989.

Advokaten henviste til, at Arbejdsskadestyrelsen den 14. november 1991 havde fastsat stationærtidspunktet efter erstatningsansvarsloven til 1. juni 1987.

Arbejdsskadestyrelsen afslog ved afgørelse af 7. april 1992 at genoptage sagen.

Ankestyrelsen tiltrådte denne afgørelse. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at Arbejdsskadestyrelsen ved afgørelse af 20. juni 1990 fastsatte tab af erhvervsevne til 25% som en løbende ydelse med virkning fra 1. november 1989, hvor skadelidte påbegyndte revalidering, og at denne afgørelse ikke blev anket.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at afgørelse om erstatning efter arbejdsskadeforsikringsloven først træffes, når der efter sygebehandling, optræning eller anden revalidering er grundlag for at skønne over skadelidtes fremtidige tilstand og erhvervsmulighed, jf. lovens § 26.

Efter praksis kunne der i forbindelse med revalidering, der var nødvendig som følge af arbejdsskaden, udbetales en løbende ydelse.

Dette var også sket i skadelidtes tilfælde i forbindelse med påbegyndelse af hendes revalidering pr. 1. november 1989. Der havde således ikke været grundlag for at fastsætte erstatning for tab af erhvervsevne fra et tidligere tidspunkt.

Skadelidte indstævnede den 6. maj 1994 Ankestyrelsen for Østre Landsret med påstand om, at Ankestyrelsen tilpligtes at anerkende, at skadelidte var berettiget til erhvervsevnetabserstatning efterarbejdsskadeforsikringsloven, principielt for perioden 1. juni 1987 1. november 1989, subsidiært for en kortere periode.

Ankestyrelsen påstod frifindelse.

Skadelidtes advokat anførte bl.a. i sin procedure, at arbejdsskadeforsikringsloven giver hjemmel til at der tilkendes skadelidte erhvervsevnetabserstatning fra 1. juni 1987 til 1. november 1989. Advokatenhenviste navnlig til § 27, stk. 5, i den dagældende lov om arbejds skadeforsikring og bemærkningerne til § 27, hvorefter Sikringsstyrelsen, nu Arbejdsskadestyrelsen, var forpligtet til at indarbejde en revisionspraksis således, at den endelige erstatningsudmåling kom til at svare til skadelidtes faktiske tab. Det forekom åbenbart, at skadelidte ikke havde fået en endelig erstatningsudmåling, der svarede til hendes faktiske tab via erstatningsansvarslovens bestemmelser om tabt arbejdsfortjeneste eller via arbejdsskadeforsikringslovens regler om erhvervsevnetabserstatning. Efter almindelige erstatningsretlige grundsætninger skulle en skadelidt have sit faktisk lidte tab erstattet og stilles, som om skaden ikke var sket.

Ankestyrelsens praksis, hvorefter der som udgangspunkt ikke gives erstatning for tab af erhvervsevne i den periode, hvor skadelidte modtog sygedagpenge, var i strid med lovens forarbejder.

Kammeradvokaten anførte bl.a. i sin procecure, at efter § 26 i arbejdsskadeforsikringsloven kan erstatning først udbetales, når en persons tilstand er blevet varig. Der er således ikke tale om, at der i arbejdsskadeforsikringsloven var adgang til at yde en form for tabt arbejdsfortjeneste. Det følger helt klart af arbejdsskadeforsikringslovgivningen og dens forarbejder. Efter praksis, jf. Arbejdsskadestyrelsens vejledning om erstatning for tab af erhvervsevne, afsnit 4 og 6, har det stedse været således, at der normalt ikke tilkendes erstatning, når skadelidtes forhold eruafklarede, hvilket indebærer, at hovedreglen er, at der ikke ud betales arbejdsskadeerstatning, når en skadelidt modtager sygedagpenge, og normalt heller ikke under et revalideringsforløb, da den pågældendes situation i disse tilfælde hverken helbredsmæssigteller erhvervsmæssigt kan siges at være afklaret. Dog kan erhvervsev netabet fastsættes foreløbigt, selv om en revalidering ikke er afsluttet.

Østre Landsret udtalte i sin dom af 20. maj 1997, at der hverken efter lovens ordlyd eller forarbejder, var holdepunkter for, at erhvervsevnetabserstatning skulle sikre skadelidte godtgørelse for det økonomiske tab, skadelidte kunne godtgøre at have lidt i den periode, hvor skadelidte som følge af skaden havde været uarbejdsdygtig. Herefter, og da skadelidte ikke havde godtgjort, at det af Ankestyrelsen udøvede skøn var urimeligt, blev Ankestyrelsens frifindelsespåstand taget til følge.