Ankestyrelsens principafgørelse O-158-97

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

16-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 33, stk. 1, § 33, stk. 2, nr. 4 og § 33, stk. 2, nr. 7

Socialministeriets vejledning nr. 11 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge - pkt. 41, pkt. 45, pkt. 48

En kvindelig førtidspensionist tog ophold på krisecenter sammen med sin 4-årige datter, idet hun var bekymret for, at hendes tidligere samlever ville være voldelig overfor den fælles datter. Det var oplyst, at hun var bange for den tidligere samlever, da han generelt var voldelig.

Mor og barn havde ophold på krisecenter i én måned, og kommunen bevilgede i denne periode hjælp til egenbetaling i medfør af § 33, stk. 2, nr. 7. Efter den første måned flyttede mor og barn til et nyt krisecenter.

Kommunen traf herefter den afgørelse, at det havde været rimeligt, at man hjalp med den første måneds egenbetaling, idet moderen ikke havde kunnet forudse denne udgift. Imidlertid skønnedes det ikke rimeligt, at man fremover betalte denne opholdsudgift, idet det blev vurderet, at moderen selv havde midler hertil. Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse med den begrundelse, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at moderen selv havde midler til at betale for opholdet på krisecenter.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om § 33, stk. 2, nr. 7 kan være udgiftshjemmel for ophold på krisecenter for mor og barn.

Ankestyrelsen fandt ikke, at en udgift til ophold på et krisecenter for mor og barn kunne dækkes med hjemmel i bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 4 og nr. 7.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der i medfør af § 33, stk. 2, nr. 4, kan etableres døgnophold for forældre og børn. Udgiften hertil kan dækkes i medfør af stk. 2, nr. 7. Formålet med bestemmelsen er fælles døgnophold for forældre og børn oftest som led i familiebehandling, der har til hensigt at give familien mere hensigtsmæssige samspilsformer og indbyrdes relationer.

En forudsætning for anvendelse af foranstaltninger i medfør af § 33, stk. 2, er imidlertid, at betingelsen i § 33, stk. 1, er opfyldt. Det er således en betingelse, at den valgte foranstaltning skal være af væsentlig betydning for barnets særlige behov for støtte. Der skal foretages en individuel vurdering heraf.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen også vægt på, at krisecentrene er indrettet på at modtage kvinder, og at kvinderne som udgangspunkt forudsættes at tage sig af børnene. Der er kun i ubetydeligt omfang afsat ressourcer til varetagelse af børnenes behov.

Det var således Ankestyrelsens opfattelse, at der ikke ved ophold på krisecentre tilbydes nogen form for tilrettelagt familiebehandling, og ophold på krisecenter må således antages af falde uden for rammerne af bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 4 og nr. 7.

Ankestyrelsen stadfæstede med denne begrundelse ankenævnets afgørelse.

Den allerede udbetalte hjælp ville ikke kunne kræves tilbagebetalt.