Ankestyrelsens principafgørelse O-35-97

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 11, stk. 1, nr. 1

A kommune godkendte i februar 1994 en behandlingsplan for en 18-årig pige, der i 1991 var blevet anbragt på en døgninstitution i kommunen. Efter planen skulle hun etableres i egen bolig med tilknytning af støttepædagog. Vedrørende uddannelsesplaner havde kvinden, der gik på VUC, oplyst, at hun gerne ville på HF fra sommeren 1994.

Den 1. marts 1994 flyttede hun i egen lejlighed i A kommune. I april flyttede hun på eget initiativ til B kommune.

A kommune gav afslag på B kommunes anmodning om refusion efter bistandslovens § 11.

Overfor nævnet anførte B kommune bl.a., at den påbegyndte uddannelse var videreført i et ubrudt forløb efter flytningen til B kommune, og at der fra A kommune var fastlagt en uddannelsesplan, som var umiddelbart bindende for B kommune. Uanset at flytningen var sket på kvindens eget initiativ, fandt kommunen, at A kommune måtte være refusionspligtig.

A kommune anførte bl.a. overfor nævnet, at Børne- og Familierådgivningen havde besluttet at støtte kvinden indtil det fyldte 20. år, hvor sagen efter bistandslovens § 36, stk. 2 skulle overgå til afdelingen for Job & Uddannelse, Socialforvaltningen. Overleveringstidspunktet var besluttet til at være den 1. juli 1994. Den pågældende afdeling havde således ikke vurderet kvinden med henblik på revalidering.

Ankenævnet stadfæstede A kommunes afslag på refusion efter bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1. Nævnet lagde vægt på, at A kommune som et led i foranstaltninger efter bistandslovens § 33, jf. § 36, stk. 2 havde støttet kvinden i erhvervsmodnende aktiviteter, herunder forberedende skoleuddannelse på VUC.

Nævnet tilføjede, at selv om kvinden fortsat ville have behov for støtte og antagelig også for hjælp i henhold til § 43, fandtes B kommune dog ikke berettiget til refusion vedrørende udgifterne hertil.

Nævnet lagde til grund, at kvinden flyttede uden medvirken fra A kommune eller anden offentlig myndighed, og at A kommune ikke havde lagt en fast revalideringsplan, der umiddelbart blev bindende for B kommune.

Ved indankningen for Ankestyrelsen anførte B kommune bl.a., at A kommune ligeså godt kunne have bevilget hjælpen til den 19-årig pige efter bistandslovens § 43. Kommunen fandt det derfor ikke rimeligt, såfremt A kommune ved at benytte bistandslovens § 33 ikke var refusionspligtig.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilket stadium en revalideringssag/et revalideringsforløb måtte havenået ved en persons flytning til en anden kommune for at til flytningskommunen kunne have krav på refusion.

Ankestyrelsen fandt, at A kommune ikke var refusionspligtig efter bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1, jf. § 10, stk. 1 overfor B kommune for udgifter til bistand til kvinden efter dennes flytning på eget initiativ til B kommune.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at der, da kvinden på eget initiativ flyttede til B kommune, ikke var tale om, at hun var under revalidering efter en forud fastlagt erhvervsplan, men at B kommune som led i foranstaltninger efter bistandslovens § 33, jf. § 36, stk. 2, havde støttet hende i erhvervsmodnende aktiviteter, herunder forberedende skoleuddannelse på VUC.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.