En mand flyttede til B kommune i juni 1992. På baggrund af ordblind hed og en social belastet fortid og problemer med at finde beskæftigelse, bevilgede B kommune efter aftale med A kommune revalideringshjælp efter § 43, stk. 6, til idrætshøjskoleophold i perioden 23. august 1992 til 8. maj 1993, idet han ønskede beskæftigelse med undervisning eller pædagogiske aktiviteter omkring børn og unge.
Da højskoleopholdet ikke gav den ønskede afklaring omkring fremtidigbeskæftigelse, henvistes manden i stedet til deltagelse i et aktiv kursus under koordineringsteamet i C kommune.
Manden startede forløbet med deltagelse i aktiv-kursus fra den 23. september - 19. november 1993.
Han var herefter i arbejdsprøvning som pædagogmedhjælper på skole fritidsordningen i D kommune i perioden 1. februar - 31. maj 1994. Perioden blev af praktiske årsager forlænget frem til den 31. juli 1994. Det fremgik af brev af 28. januar 1994 fra koordineringsteamet i C kommune, at målet med arbejdsprøvningen var at få afklaret, om arbejdsopgaverne levede op til hans forventninger. Hvis hans forventninger blev opfyldt, var det planen at tilmelde ham til optagelse på pædagogseminariet med start primo 1995.
----------------------|*)Se også SM O | |114-95 |---------------------- Manden startede dernæst i en arbejdsprøvning i et socialpædagogisk kollektiv i E kommune den 15. august 1994. Perioden blev aftalt frem til den 27. januar 1995 i formodning om, at han efterfølgende kunne starte på pædagogseminariet. Han flyttede den 1. september 1994 til en veninde i F kommune.
D kommunes skolefritidsordning oplyste i sin rapport af 28. september 1994, at samarbejdet var blevet afbrudt på grund af samarbejdsproblemer.
F kommune anmodede den 10. oktober 1994 B kommune om refusionstilsagn til uddannelse til pædagog.
B kommune gav den 13. oktober 1994 afslag på refusion.
F kommune ankede herefter sagen til nævnet.
Ankenævnet ændrede den 20. september 1995 delvist B kommunes afgørelse, idet nævnet fandt, at B kommune, der havde bevilget arbejdsprøvning indtil 27. januar 1995, var refusionspligtig indtil denne dato. Herefter fandt nævnet, at F kommune skulle træffe afgørelse i sagen uden at være bundet af nogen beslutning i B kommune. Nævnet bemærkede i afgørelsen, at det ikke var afklaret i praksis, om der var forskel i refusionsmæssig henseende på, om der var tale om forrevalidering eller egentlig revalidering i henhold til en erhvervsplan.
F kommune anmodede den 9. oktober 1995 nævnet om at revurdere sagen, idet kommunen fandt, at der var lagt urigtige oplysninger til grund for afgørelsen. Der blev her henvist til rapport af 28. september 1994 fra D kommunes skolefritidsordning, som nævnet havde lagt vægt på i sin afgørelse.
F kommune fandt, at da rapporten først var udarbejdet efter at ansøgeren var flyttet til F kommune, havde B kommune ikke som anført af nævnet, oplysninger, der kunne rejse tvivl om pædagoguddannelsen. Alle tidligere udtalelser og oplysninger understøttede pædagoguddan nelsen. F kommune fandt derfor, at B kommune i forhold til det meget lange forløb burde have truffet afgørelse om § 43-støtte til pædagoguddannelsen.
Nævnet genoptog herefter sagen med henvisning til, at Ankestyrelsen i mellemtiden havde udsendt SM O-114-95. Med hensyn til det anførte af F kommune om urigtige oplysninger, anførte nævnet, at det ikke havde haft afgørende betydning for nævnets afgørelse, at D kommunes skolefritidsordnings rapport først var udarbejdet efter at ansøger var flyttet til F kommune.
Nævnet traf herefter den 28. december 1995 en ny afgørelse, hvor nævnet ophævede sin tidligere afgørelse af 20. september 1995 og stadfæstede B kommunes afgørelse.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at det ikke var af afgørende betydning for nævnets afgørelse, at udtalelsen fra D kommunes skolefritidsordning først var udarbejdet den 28. september 1994 efter flytning til F kommune. Som det fremgik af nævnets tidligere afgørelse, fandt nævnet, at arbejdsprøvningen var forrevalidering og havde et afklarende sigte, således at det først senere i forløbet skulle vurderes, om pædagoguddannelsen ville være den rette revalideringsplan. Allerede når hensås hertil, var der ikke grundlag for at anfægte, at B kommune ikke traf beslutning om bevilling af § 43-støtte til pædagoguddannelsen. I øvrigt underbyggede udtalelsen fra skolefritidsordningen under alle omstændigheder nævnets tidligere afgørelse.
Nævnet fandt, at der med udsendelsen af SM O-114-95 var sket en afklaring af et tvivlsomt fortolkningsspørgsmål, og SM'en havde således som udgangspunkt virkning fra udsendelsesdatoen den 15. oktober 1995. Imidlertid havde F kommune "forfulgt" sagen ved at indanke den for Den Sociale Ankestyrelse. Derfor havde nævnet fundet at kunne anvende SM'en i denne konkrete sag.
Ifølge SM'en kunne der ikke statueres refusionspligt, når en reva lidend på eget initiativ flyttede til en anden kommune, og den tidligere kommune ikke havde fastlagt en erhvervsplan.
Nævnet henviste ved sin afgørelse til punkt 20 i cirkulære om bistandslovens almindelige bestemmelser, og til punkt 15 i vejledning om hjælp efter bistandslovens kapitel 10. I de sager, Ankestyrelsen havde truffet afgørelse i, var der fastlagt en erhvervsplan.
Nævnet fandt det imidlertid ikke godtgjort, at B kommune havde fastlagt en erhvervsplan. Ud fra de oplysninger, der var i sagen,fandt nævnet, at arbejdsprøvningen i de 2 institutioner var forreva lidering og havde et afklarende sigte, således at det først senere i forløbet skulle vurderes, om pædagoguddannelsen ville være den rette revalideringsplan. Med den udtalelse, der var angivet af D kommunes skolefritidsordning, fandt nævnet ikke grundlag for at anfægte, at B kommune ikke traf beslutning om bevilling af § 43-støtte til pædagoguddannelsen.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt SM O-114-95 var udtryk for en ny praksis og med henblik på afklaring af, hvorvidt A kommune havde udvist passivitet med hensyn til beslutning af § 43-støtte til pædagoguddannelsen.
