Ankestyrelsen fandt, at flytning til en bolig med et tidsbegrænset lejemål på 7 måneder uden mulighed for forlængelse ikke kunne betragtes som en boligmæssig forbedring.
B kommune havde derfor med rette givet afslag på samtykke til flyttehjælp.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at uanset, at der ved vurderingen af, om der var tale om en boligmæssig forbedring, ikke alene kunne henvises til, at der var tale om et tidsbegrænset lejemål, så måtte det tidsbegrænsede lejemål dog have en vis længere varighed.
Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.
_____________________________________________________
Sagsfremstilling 2:
Sag nr. 2 - j.nr. 200311-97
Et ægtepar med 1 barn på 9 år og 1 i vente, havde siden 1. august 1996 boet i en campingvogn. Parret henvendte sig i september 1996 til socialforvaltningen i A kommune, idet parret ønskede at flytte til en 70 m2 lejlighed i B kommune. Lejemålet var tidsbegrænset til 6 måneder med mulighed for genforhandling.
B kommune gav afslag på samtykke til flytning.
Kommunen begrundede afgørelsen med, at en bolig på 70 m2 ikke ansås for at være egnet til en familie på snart 4 personer, og at parrethavde været boligløse siden 1. august 1996, hvorfor kommunen vur derede, at passende bolig kunne være fundet i A kommune.
B kommune begrundede yderligere afgørelsen med, at et usikkert lejemål på 6 måneder måtte anses for for kort tid under henvisning til SM-0-20-93, som omhandler lejemål med mindst 1 år. Parret villeigen om 6 måneder stå uden bolig med eventuel ansøgning om nyt de positum.
Ankenævnet tiltrådte B kommunes afgørelse. Nævnet begrundede sin afgørelse med, at der ikke var tale om en boligmæssig forbedring, når der hensås til, at lejemålet var tidsbegrænset til 6 måneder. Nævnet fandt, at der ikke var tale om en rimelig løsning på familiens boligproblem.
I klagen anførte A kommune, at kommunen ønskede Ankestyrelsens principielle holdning til, om flytning til tidsbegrænset lejemål på 6 måneder kunne betragtes som en boligmæssig forbedring.
A kommune anførte endvidere, at der ved vurderingen burde tageshensyn til, at familien første gang rettede henvendelse til social og sundhedsforvaltningen den 10. september 1996, at familien bestod af 2 voksne, 1 barn på 9 år samt 1 barn i vente, at familien var boligløse og boede i en campingvogn, at lejemålet kunne genforhandles, at udlejer altid startede sine lejemål med tidsbegrænsning, samt at en 3 værelses lejlighed på 70 m2 skønnedes at være egnet til familien.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om et tidsbegrænset lejemål på 6 måneder med mulighed for genforhandling kunne anses for at være en boligmæssig forbedring i henhold til bistandslovens § 47, stk. 2, i en situation hvor en familie med 1 barn og 1 i vente boede i en campingvogn.
