Ankestyrelsens principafgørelse O-100-97

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

15-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 48, stk. 1

Socialministeriets vejledning nr. 104 af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 - pkt. 9

Der var ansøgt om et TV med tilhørende video til en autistisk dreng. Det fremgik bl.a. af en psykologerklæring, at drengen var præget af meget store kontaktvanskeligheder, havde sociale samspilsproblemer, samt var noget ritualiserende. Endvidere var han en impulsiv, jegsvag dreng, der havde meget få redskaber til at tackle følelsesladede situationer.

Det fremgik også af sagen, at drengen havde 2 søskende, hvoraf den ene led af depressioner og den anden ofte var syg, græd meget og led af angst.

Kommunen meddelte september 1995 afslag på ansøgningen, da udgiften ikke fandtes at være en merudgift ved forsørgelsen, der kunne dækkes efter bistandslovens § 48. Udgiften ansås af kommunen for at være en almindelig udgift, som familien selv måtte afholde.

Moderen anførte i sin klage til kommunen, at drengen så de samme videofilm hver dag efter skoletid, at det var meget generende for familien og at det føltes som at gå i et supermarked, hvor den samme reklame blev gentaget på små TV uafladeligt. Endvidere anførte hun, at samtidig var fjernsynet optaget, så de andre børn ikke havde mulighed for at se det de gerne ville se, og det nye fjernsyn og video ville familien sætte i et andet værelse, så drengen havde mulighed for enten at gå derind for at se film eller være sammen med de andre i familien. Hun anførte endelig, at familien ikke bare kunne slukke for fjernsynet, da drengen så ikke var nem at være sammen med. Ankenævnet fandt, at udgiften til et ekstra-TV med video til brug for drengen måtte betragtes som en nødvendig merudgift i henhold til bistandslovens § 48 som en følge af drengens handicap.

Nævnet tog ved afgørelsen i betragtning, at udgiften til det ekstra TV med video vedrørte drengens daglige liv i hjemmet i fritiden. Nævnet henviste i øvrigt til, at afgørelsen var truffet ud fra en konkret vurdering af drengens situation og hans begrænsede muligheder for fritidsbeskæftigelse og hans mulighed for at fungere i familien.

Kommunen anførte i sin klage til Ankestyrelsen over nævnets afgørelse bl.a., at sagen var af principiel og generel betydning, idethandicapgruppen for Ankestyrelsens tidligere trufne afgørelse SM O 47-89, om ydelse af TV til en svagsynet pige hermed blev udvidet i et sådant omfang, at fjernsyn og video ville være en normal merudgift, såfremt et barns handicap var omfattet af bistandslovens § 48.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om udgiften til et TV/video er en nødvendig merudgift efter bistandslovens § 48 ved forsørgelsen af et handicappet barn, der lider af autisme.

Ankestyrelsen fandt, at der ikke var grundlag for at yde støtte til TV/video til drengen som en nødvendig merudgift ved forsørgelsen efter bistandslovens § 48.

Begrundelsen for afgørelsen var, at anskaffelse af TV/video ikke kunne antages alene at være en nødvendig følge af barnets handicap.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det ikke er usædvanligt, at børn i teenagealderen har deres eget TV eventuelt med tilhørende video.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det ekstra TV og video også anskaffedes af hensyn til den øvrige familie for at sikre, atfamilien, herunder søskende, ikke behøvede at se de samme program mer/film som drengen. Dette kunne ikke antages at være en situation, som kun var en følge af barnets handicap, da det i familier med flere børn kan være problematisk at blive enige om hvilke programmer, der skal ses.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.