Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse, hvorefter B kommune ikke havde ret til refusion af udgifterne til igangsætningsydelse efter lov om kommunal aktivering § 21.
Begrundelsen var, at uanset det fremgik af lov om kommunal aktivering § 2, stk. 4, at reglerne i kapitel 1-6 i lov om social bistand finder tilsvarende anvendelse, kunne igangsætningsydelse ikke betragtes som en udgift til bistand, som kunne refunderes efter bistandslovens § 11.
Ankestyrelsen lagde særlig vægt på, at ordlyden i § 11 ikke dækker en situation, der kan sammenlignes med aktivering i form af igangsætningsydelse, og at der heller ikke kunne siges at foreligge en situation, som kunne sammenlignes med revalidering efter bistandslovens § 43.
Sagsfremstilling 2:
Sag nr. 2 - j.nr. 200012-97: B kommune bevilgede efter en mands løsladelse fra fængsel i maj 1995 kontanthjælp og aktiveringsydelse, jf. lov om kommunal aktivering. Ved løsladelsen tog manden ophold på et forsorgshjem.
A kommune meddelte som tidligere opholdskommune refusionstilsagn for udgifter i henhold til bistandsloven, indtil han flyttede i selvstændig bolig, men gav afslag på refusion af udgifter udbetalt efter lov om kommunal aktivering.
Nævnet fandt, at B kommune kunne kræve refusion efter bistandslovens § 11 af udgiften til aktiveringsydelse med henvisning til lov om kommunal aktivering § 2, stk. 4.
Det var nævnets opfattelse, at den ydelse, der udbetaltes i forbindelse med tilbud om aktivering, måtte anses for bistand omfattet af bestemmelserne i bistandslovens kapitel 3. Nævnet fandt således ikke grundlag for at anse retten til refusion af ydelser efter lov om aktivering omfattet af særlig undtagelsesbestemmelse.
