Ankestyrelsens principafgørelse K-3-97

Der er kommet nye regler på området

Lov om kommunal aktivering - lovbekendtgørelse nr. 36 af 26. januar 1996 - § 2, stk. 4 og § 22, stk. 1

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 40, stk. 1, § 40, stk. 5 og § 49, stk. 1

Socialministeriets vejledning nr. 41 af 28. februar 1996 om lov om kommunal aktivering - pkt. 84, pkt. 85

Socialministeriets vejledning nr. 45 af 3. april 1995 om kontanthjælp efter bistandsloven - pkt. 17

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 200109-97

Ansøger påbegyndte i marts 1996 et aktiveringstilbud på 30 timer ugentligt. Ud over aktiveringsydelse var han berettiget til beskæftigelsestillæg. Ansøger udeblev fra aktivering i ugerne 18-19 med første fraværsdag den 29. april 1996. Han blev sygemeldt fra den 7. maj 1996.

Den 6. juni 1996 meddelte kommunen, at udbetaling af aktiveringsydelse og særligt tillæg efter bistandslovens § 37 a ville blive udbetalt med 4/10 af den hjælp, som han havde været berettiget til i den seneste 14 dages periode. Der ville ikke blive udbetalt beskæftigelsestillæg.

Kommunen begrundede afgørelsen med, at ansøger ud af 10 arbejdsdage var udeblevet uden lovlig grund i 6 dage.

Nævnet var enig i kommunens afgørelse, hvorefter ansøger var udeblevet fra beskæftigelsestilbuddet uden rimelig grund, men fandt, at den skete beregning af fradragene ikke var foretaget i overensstemmelse med gældende regler.

Nævnet henviste for så vidt angik aktiveringsydelsen til, at der skulle ske fradrag efter reglerne i bistandslovens § 40, stk. 5. Da der både forelå ulovlig udeblivelse nogle dage i april og nogle dage i maj 1996, skulle nedsættelsen for det pågældende antal dage ske i kontanthjælpen for henholdsvis maj og juni måned 1996 - med respekt i hver af månederne af 20% reglen i § 40, stk. 5.

Med henvisning til pkt. 17 b i Socialministeriets vejledning om kontanthjælp efter bistandsloven fandt nævnet, at der ikke kunne foretages fradrag i hjælpen efter bistandslovens § 37 a.

Kommunen anførte i klagen til Ankestyrelsen, at forinden den enkelte påbegyndte beskæftigelse, blev han orienteret om, at ulovligt fravær ville medføre modregning i aktiveringsydelsen i det omfang, der skete ulovlig udeblivelse. Kommunen var enig i nævnets fortolkning af bistandslovens § 40, stk. 5, såfremt der var tale om forudbetaling af aktiveringsydelsen. Denne kunne imidlertid efter kommunens opfattelse også udbetales bagud.

Kommunen havde således valgt en model, der lignede en traditionel aflønning i en arbejdssituation, hvor vedkommende afleverede lønsedler og fik udbetalt ydelse for den periode, lønsedlerne vedrørte. Herved var der overensstemmelse mellem optjenings- og udbetalingsperiode.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om kommunen ved at foretage udbetaling af aktiveringsydelsen bagud kunne foretage et større fradrag i forbindelse med ansøgers udeblivelse fra aktiveringstilbuddet end de 20%, der maximalt kan fradrages efter bistandslovens § 40, stk. 5.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger uden rimelig grund var udeblevet fra beskæftigelsestilbuddet 6 dage i perioden fra 29. april til 6. maj 1996. Kommunen var derfor berettiget til at foretage fradrag i aktiveringsydelsen beregnet efter § 37. For det antal dage, som ansøger var udeblevet i april måned, skulle fradraget ske i den aktiveringsydelse, som han var berettiget til for maj måned. Fradraget for uberettiget fravær i maj måned skulle tilsvarende ske i aktiveringsydelsen for juni måned. For ingen af månederne måtte fradraget udgøre mere end 20% af aktiveringsydelsen.

Der var ikke i bestemmelsen hjemmel til at foretage en tilsvarende reduktion for så vidt angik det særlige tillæg, der beregnes efter bistandslovens § 37 a.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at der skulle ske forudbetaling af aktiveringsydelsen til ansøger.

Begrundelsen herfor var, at der ikke ved overgang til udbetaling af hjælp efter aktiveringsloven var sket nogen ændring for så vidt angik tidspunktet for udbetaling af hjælpen.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at aktiveringsydelsen, ligesom kontanthjælpen, var beregnet til at dække ansøgers forsørgelsesbehov fra det tidspunkt, hvor hans hidtidige forsørgelsesgrundlag faldt bort.

Kommunens model, svarende til en traditionel aflønning i en arbejdssituation, havde ikke hjemmel i lov om kommunal aktivering.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 200408-97

Ansøger blev i november 1996 henvist til aktivering i henhold til aktiveringslovens § 7. I forbindelse med aktiveringstilbuddet rettede han henvendelse til sin læge, der imidlertid ikke fandt grundlag for at sygemelde ham.

Ansøger ønskede ikke at møde i aktiveringstilbuddet, idet han ikke mente at kunne påtage sig arbejde på grund af sygdom. Lægekonsulenten i såvel kommunen som amtet vurderede, at der ikke var noget i vejen for, at ansøger kunne aktiveres.

Kommunen besluttede derfor, at ansøger skulle overgå til ugevis udbetaling af aktiveringsydelse i forhold til præsteret fremmøde. Dette indebar, at såfremt han havde fravær, som aktiveringsstedet ikke havde accepteret, ville han alene få udbetalt ydelse for de hele dage, han var mødt op. Der henvistes i afgørelsen til, at der ikke ville blive udbetalt større beløb, end ansøger havde optjent, samt at udbetalingen foregik ugevis udelukkende på grundlag af frem mødeberetningen fra aktiveringsstedet. Kommunen henviste i afgørelsen til bistandslovens § 40, stk. 1, og § 49.

Nævnet fandt, at ansøger havde et rimeligt tilbud om beskæftigelse, som stod åbent for ham. Han opfyldte derfor ikke betingelserne for at få kontanthjælp. Nævnet fandt desuden, at kommunen i tilfælde af udeblivelse kunne nedsætte kontanthjælpen for den efterfølgende måned svarende til det antal dage, som ansøger var udeblevet, dog højst med 20% af den månedlige hjælp, jf. bistandslovens § 40, stk. 5.

Kommunen havde således ikke ret til at foretage fradrag for udeblivelse førend i den efterfølgende måneds hjælp. Kommunen havde heller ikke ret til at fradrage mere end 20% af ydelsen, uanset om udeblivelsen måtte have et større omfang.

Nævnet fandt ligeledes, at kommunen ikke kunne ændre udbetalingen af hjælpen/aktiveringsydelsen til bagudbetaling, da udbetaling af kontanthjælp var trangsbestemt, og derfor skulle ske forud.

Nævnet fandt endelig, at kommunen ikke kunne træffe beslutning i henhold til bistandslovens § 49 om administration af aktiveringsydelsen, dels fordi bestemmelsen ikke var omfattet af henvisningen i aktiveringslovens § 2, stk. 4, dels fordi bestemmelsen alene anvendes i tilfælde af manglende evne til at administrere kontante beløb.

Kommunen anførte i klagen til Ankestyrelsen bl.a., at målgruppen for det pågældende aktiveringstilbud var kontanthjælpsmodtagere, der havde haft en udstrakt vægring ved at indgå i almindelige aktiveringsforløb. Tilbuddet var et såkaldt "åbent tilbud".

Med hensyn til anvendelse af bistandslovens § 49 henviste kommunen til, at pkt. 85 i vejledning om lov om kommunal aktivering henviste til pkt. 17 i vejledning om kontanthjælp efter bistandsloven, som igen henviste til anvendelse af § 49.

Vedrørende fastsættelse af udbetalingsperioden henviste kommunen til, at aktiveringsloven ikke indeholdt bestemmelser om udbetalingsform, og med hensyn til fradrag for mere end 20% af ydelsen, bemærkede kommunen, at udbetaling af ydelsen forudsatte, at ansøger opfyldte sin rådighedsforpligtelse i henhold til § 40. Da der var tale om et åbent tilbud, forudsatte kontanthjælpsberettigelsen, at ansøger mødte frem.

Kommunen anførte endelig vedrørende spørgsmålet om fradrag for udeblivelse, at bestemmelsen i § 40, stk. 5 knyttede sig til kontanthjælpen i henhold til § 37, stk. 1, og at sanktioner måtte knytte sig til den valgte udbetalingsperiode.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om aktiveringsydelsen kunne udbetales for kortere perioder, om den kunne udbetales bagud, og om der med henvisning til udbetalingsformen kunne ske fradrag i ydelsen for perioder, hvor ansøger ikke var mødt op i aktiveringstilbuddet.

Ankestyrelsen fandt med samme begrundelse som i sag nr. 1, at aktiveringsydelsen skulle udbetales forud.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at der kunne ske udbetaling af aktiveringsydelse til ansøger med kortere intervaller end 1 måned. Begrundelsen herfor var, at der ifølge sagens oplysninger var tvivl om, hvorvidt han reelt stod til rådighed for arbejdsmarkedet.

Ankestyrelsen fandt, som i sag nr. 1, at der ved udbetaling af aktiveringsydelse til ansøger alene kunne ske fradrag i ydelsen i overensstemmelse med reglerne i bistandslovens § 40, stk. 5. Fradraget i ansøgers aktiveringsydelse skulle således foretages i den følgende måneds hjælp svarende til det antal dage, som han uden lovlig grund var udeblevet fra beskæftigelsestilbuddet. Fradraget kunne højst udgøre 20% af aktiveringsydelsen.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der i lov om kommunal aktivering var hjemmel til at anvende administrationsreglen i bistandslovens § 49 i forbindelse med udbetaling af aktiveringsydelse.

Begrundelsen herfor var, at der i § 2, stk. 4, i lov om kommunal aktivering alene blev henvist til bistandslovens kapitel 1-6.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3. - j.nr. 201440-96

Ansøger anmodede i marts 1996 om kontanthjælp på grund af ledighed. Hun startede den 1. april i beskæftigelsestilbud. Hun havde visse helbredsmæssige problemer, der imidlertid ikke kunne give grundlag for sygemelding.

I perioden 6. maj til 2. juni 1996 havde ansøger et fravær på 75 timer. Hun var ikke mødt op, selvom lægen ikke ville sygemelde hende.

Kommunen besluttede herefter, at der fra 1. juli 1996 skulle udbetales en ydelse i henhold til bistandslovens § 46 svarende til ansøgers nettokontanthjælp på 3.569 kr. Der blev i beløbet foretaget fradrag på grund af fravær med 550 kr. Det resterende beløb udbetaltes således, at huslejen blev sendt til udlejer, mens restbeløbet blev udbetalt dagvis med 46,52 kr. pr. arbejdsdag.

Nævnet tilsidesatte kommunens afgørelse om at administrere ansøgers aktiveringsydelse, da lov om kommunal aktivering ikke indeholdt hjemmel hertil.

Nævnet fandt det ikke godtgjort, at ansøgers udeblivelse fra aktiveringstilbuddet skyldtes, at hun havde været uarbejdsdygtig på grund af sygdom, og lagde herved kommunens oplysninger om fraværets omfang, manglende lægeattester og lægens udsagn om, at ansøger ikke var sygemeldt, til grund. Kommunen havde derfor haft ret til at nedsætte udbetalingen for juli måned 1996 med op til 20% efter bistandslovens § 40, stk. 5.

Kommunen anførte i klagen til Ankestyrelsen bl.a., at lovgivningen fortsat åbnede mulighed for at træffe afgørelse om dagvis udbetaling af aktiveringsydelsen. Der var tale om frivillig ulønnet aktivering, jf. lov om kommunal aktivering § 8, stk. 1. Udover aktiveringsydelsen var ansøger bevilget godtgørelse, jf. lov om kommunal aktivering § 20, til dækning af de omkostninger, der var forbundet med deltagelse i aktivering.

Kommunen henviste endvidere til, at ifølge pkt. 85 i Socialministeriets vejledning af 28. februar 1996 om lov om kommunal aktivering var det i forhold til aktiveringsydelsen/oplæringsydelsen, der beregnes efter reglerne om kontanthjælp, kommunalbestyrelsen, der kunne træffe beslutning om anvendelse af bestemmelsen i bistandslovens § 40, stk. 5, herunder om der i stedet skulle ske anvendelse af mulighederne efter reglerne i bistandslovens § 49, stk. 1, og § 40, stk. 1, nemlig dels udbetaling af hjælpen for en kortere periode end en måned, dels standsning af hjælpen, hvis ansøger udeblev på udbetalingsdagen, og tilbuddet om deltagelse i en beskæftigelsesfremmende foranstaltning fortsat stod åbent. Kommunen præciserede endelig, at afgørelsen om at administrere ansøgers aktiveringsydelse ikke var truffet i henhold til bistandslovens § 49. Afgørelsen om at udbetale restbeløbet dagvis og afregne ansøgers faste udgifter var ment som en sanktion for hende, idet hun var udeblevet fra aktiveringstilbud.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om § 49 i lov om social bistand fandt anvendelse i forbindelse med udbetaling af aktiveringsydelse, jf. pkt. 84 og 85 i Socialministeriets vejledning af 28. februar 1996 om lov om kommunal aktivering.

Ankestyrelsen fandt som i sag nr. 2, at kommunen havde været berettiget til at udbetale ansøgers aktiveringsydelse med kortere intervaller end 1 måned, da der på grund af ansøgers fravær måtte antages at være begrundet tvivl om, hvorvidt hun reelt stod til rådighed for arbejdsmarkedet.

Ankestyrelsen bemærkede samtidig, at der ikke kunne udbetales løbende hjælp med hjemmel i lovens § 46.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at der i medfør af bistandslovens § 40, stk. 5, kunne foretages fradrag for det antal dage, ansøger var udeblevet i overensstemmelse med de i sag nr. 1 fastsatte retningslinier.

Ankestyrelsen tiltrådte således med denne begrundelse ankenævnets afgørelse.

___________________________________________________

Sagsfremstilling 4:

Sag nr. 4 - j.nr. 201730-96

Ansøger havde gennem en årrække modtaget hjælp efter bistandsloven. I oktober 1995 bevilgede kommunen aktiveringsydelse og beskæftigelses tillæg i forbindelse med hendes aktivering på et plejehjem. I december 1995 indgik ansøger en frivillig administrationsordning med kommunen som følge af uforsvarlig økonomi, således at kommunen administrerede boligudgiften. I juni 1996 ønskede ansøger at få ophævet administrationsordningen.

Kommunen afslog dette, idet ansøger havde svært ved selv at administrere sin økonomi.

Ankenævnet pålagde kommunen at ophæve administrationsordningen og udbetale eventuelle opsparede/tilbageholdte beløb.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at bistandslovens § 49 alene vedrørte hjælp udbetalt efter bistandsloven, og at der ikke i lov om kommunal aktivering var henvist til denne bestemmelse eller optaget en tilsvarende bestemmelse. Kommunen kunne træffe beslutning om at udbetale aktiveringsydelsen for kortere tid ad gangen, ligesom ansøgers boligstøtte kunne udbetales til udlejeren.

Kommunen anførte i klagen til Ankestyrelsen bl.a., at såfremt der var tale om personer, hvor det var skønnet nødvendigt at administrere kontanthjælpen i henhold til bistandslovens § 49, kunne det give uhensigtsmæssige konsekvenser, hvis aktiverings- eller oplæringsydelsen ikke kunne administreres mod deres ønske. Dette ville påføre denne persongruppe yderligere sociale problemer og ustabilitet i tilværelsen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der i lov om kommunal aktivering var hjemmel til, at kommunen kunne træffe beslutning om administration af aktiverings ydelse.

Ankestyrelsen fandt, at der ikke var hjemmel til at anvende reglen i bistandslovens § 49 i forbindelse med udbetaling af aktiveringsydelse.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at udbetaling af ydelser efter aktiveringsloven med kortere intervaller end 1 måned, forudsatte, at der forelå begrundet tvivl om, hvorvidt ansøger reelt stod til rådighed for arbejdsmarkedet.

Der forelå ikke oplysninger i sagen om, at ansøger havde nægtet at deltage i aktivering eller i øvrigt ikke havde stået til rådighed for arbejdsmarkedet. Kommunen havde derfor ikke været berettiget til at udbetale aktiveringsydelsen med kortere intervaller end 1 måned.

Ankestyrelsen tiltrådte således med denne begrundelse nævnets afgørelse.

___________________________________________________

Sagsfremstilling 5:

Sag nr. 5 - j.nr. 200547-97

Ansøger påbegyndte aktivering 31. juli 1996. Der var tale om individuel jobtræning i henhold til § 5 i lov om kommunal aktivering.

Af mødelisten for august 1996 fremgik, at ansøger var noteret for udeblivelser 9 dage uden lovlig grund.

Kommunen traf 28. august 1996 afgørelse om at foretage fradrag på 20% i aktiveringsydelse og beskæftigelsestillæg for september måned i medfør af bistandslovens § 40, stk. 5, og aktiveringslovens § 22, stk. 2, på baggrund af de 4 første udeblivelser.

Den 17. september 1996 traf kommunen på tilsvarende måde afgørelse om at foretage fradrag i ydelsen for oktober måned for de 5 sidste udeblivelser.

Ankenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere kommunens beslutning om at anvende bestemmelsen i bistandslovens § 40, stk. 5, og tiltrådte kommunens afgørelse for så vidt angik træk på 20% i kontanthjælpen for september måned 1996.

Nævnet fandt derimod, at der alene skulle trækkes 20% én gang vedrørende udeblivelse fra aktivering i august måned. Nævnet pålagde derfor kommunen at udbetale det for meget trukne beløb til ansøger.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at man havde den praksis, at udeblivelsesmåneden regnedes fra den 15. til den 15. , således at træk i henhold til § 40, stk. 5, foregik i den efterfølgende kalendermåned.

Denne praksis skyldtes, at sidste frist for indberetning til lønsystemet af kontanthjælp for den følgende måned var ca. den 26. Hvis ikke denne praksis kunne godkendes, ville det være praktisk umuligt at anvende § 40, stk. 5, for udeblivelser i slutningen af en måned.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der i bistandslovens § 40, stk. 5, var fornøden hjemmel til, at en kommune af hensyn til indberetningsfristen til sit lønsystem kunne dele udeblivelser i en kalendermåned op, således at der foretoges fradrag i de to efterfølgende kalendermåneder.

Ankestyrelsen lagde til grund, at der for ansøgers vedkommende havde været tale om ulovligt fravær i august 1996.

Kommunen havde derfor i medfør af bistandslovens § 40, stk. 5, været berettiget til at foretage fradrag i aktiveringsydelsen beregnet efter bistandslovens § 37 for det antal dage, som ansøger uden lovlig grund var udeblevet i august måned 1996.

Fradraget i ansøgers aktiveringsydelse skulle ske i overensstemmelse med reglerne i § 40, stk. 5, og foretages i den følgende måneds hjælp. Nedsættelsen kunne højst svare til det antal dage, som han var udeblevet og kunne ikke overstige 20% af den månedlige hjælp efter § 37.

Der var ikke fornøden hjemmel i bistandslovens § 40, stk. 5, eller i lov om kommunal aktivering til at anvende en anden opgørelsesperiode end kalendermåneden.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.