Ankestyrelsens principafgørelse O-2-97

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

15-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 28 og § 48, stk. 1

Note:

*) Se i øvrigt SM O-46-94 om diagnosen MBD- barn.

Da en dreng var ca. 2 år, foranledigede hans børneinstitution et møde med forældrene, idet drengen ikke fungerede helt "efter bogen".

Familiens læge henviste drengen til en speciallæge i socialmedicin og børns sygdomme. Speciallægen fandt ved undersøgelsen, at drengens sansemotoriske, bevægemæssige og sproglige udvikling ikke var helt tidssvarende. Kopi af hans erklæring blev sendt til bl.a. kommunen, der tildelte støttepædagogtimer, psykologhjælp og foranstaltede motorisk træning hos fysioterapeut. Der fandt herefter regelmæssige møder sted mellem forældrene, institutionslederen og støttepædagogen.

Moderen var færdig med sin barselsorlov efter fødslen af den yngste søn i sommeren 1994 og søgte forældreorlov, angiveligt for at få mere tid til den ældste og hans behov, idet forældrene ikke var bekendt med de muligheder, bistandsloven gav med hensyn til tabt arbejdsfortjeneste, pædagogisk friplads med videre, da kommunen ikke havde informeret dem herom. Moderen havde hidtil arbejdet 35 timer ugentligt.

Kommunen gav afslag på tabt arbejdsfortjeneste under forældreorlov, men fandt moderen berettiget til lønkompensation for 5 timer pr. uge og dækning af merudgifter til transport.

Forældrene klagede over kommunens afgørelse, men kommunen fastholdt sin afgørelse. Kommunen oplyste, at man havde bevilget lønkompensation med 5 timer ugentligt, idet kommunen havde modtaget

en skrivelse fra speciallægen, hvor den ældste dreng blev diagnotifi ceret som MBD-barn og ansås for omfattet af bistandslovens bestemmelser i § 48. Kommunen oplyste videre, at man ville gøre, hvad man kunne for at sikre familien optimal sagsbehandling med udgangspunkt i de nye oplysninger og snarest indkalde til et internt koordineringsmøde, hvorefter forældrene ville blive indkaldt til en samtale.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse, hvorefter der ikke var hjemmel i henhold til bistandslovens bestemmelser til at yde supplerende hjælp til forældreorlovsydelse.

Nævnet fandt således, som sagen forelå oplyst, at det ikke kunne konstateres, at der var tale om manglende eller mangelfuld vejledning fra kommunens side. I forbindelse med ansøgningen om forældreorlov sås familien ikke at være blevet lovet en yderligere kompensation, og familien kunne derfor ikke have haft nogen berettiget forventning herom. Familien blev henvist til domstolene, hvis familien mente at have lidt et tab.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om kommunen havde tilsidesat sin vejledningspligt efter bistandsloven angående de muligheder for støtte, familien havde vedrørende det ældste barn, der var MBD-barn, og som kommunen var bekendt med havde dette handicap. Sagen var ligeledes antaget til belysning af, hvilke konsekvenser en evt. forsømt vejledningspligt fra kommunens side får, da et økonomisk tab for familien vil være svært at gøre op og vanskeligt at tidsansætte.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen fra efteråret 1992 og frem tilefteråret 1994 havde tilsidesat sin vejledningspligt efter bistandsloven overfor familien til at give oplysning om den praktiske og økonomiske hjælp efter bistandslovens § 48, som en handicappet og en handicappets familie kan få.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at kommunen i følge bistandslovens regler har pligt til at yde den nødvendige bistand i form af rådgivning, vejledning og praktisk - samt økonomisk - støtte til enkeltpersoner eller familier, som kommunen bliver bekendt med, har et behov.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at kommunen i efteråret 1992 via en speciallægeerklæring blev bekendt med, at drengen havde behov for støtte, idet han sansemæssigt, motorisk og sprogligt var tilbagestående.

Ankestyrelsen fandt således, at selv om drengen først i efteråret 1994 fik stillet diagnosen MBD-barn, var familiens behov for støtte klart allerede i efteråret 1992 og burde have medført, at kommunenhavde orienteret familien om den hjælp, der kunne ydes efter bistandslovens § 48, bl.a. i form af lønkompensation, pædagogiskfriplads i børnehaven og økonomisk hjælp til transport og kontingenter til motorisk udviklende aktiviteter samt øvrige merudgifter til drengen, som følge af hans handicap.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at det ikke var tilstrækkeligt dokumenteret, at moderen udelukkende tog forældreorlov for at tilgodese drengens behov, idet det er almindeligt og hyppigt også for forældre til ikke-handicappede børn at tage forældreorlov i tilslutning til barselsorlov.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at familien var berettiget til kompensation for de merudgifter, familien havde haft i forbindelse med drengens handicap frem til december 1994, hvor kommunen ydede familien lønkompensation og betaling af visse merudgifter som følge af drengens handicap.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnet afgørelse.