En pige fik i december 1992, da hun var 10 år gammel, stærke smerter i en tand.
Efter undersøgelser blev det fastslået, at hun led af en kronisk sygdom. Der var tale om en sjælden knoglesygdom i kæbe og lår. Fra det behandlende hospitals side blev det anført, at såfremt der forelå dokumentation for effekt af den alternative behandling kunne overlægen gå ind for den.
Det fremgik, at det offentlige system ikke stod uden midler til behandling af pigens lidelse. Der var for tiden 2 midler af gængs medicin, der påvirkede tilstanden i gunstig retning.
I oktober 1995 påbegyndte hun behandling med Mora-terapi, og fra december 1995 og frem til midten af februar 1996 havde hun ikke haft symptomer fra sin kæbe.
Kommunen gav afslag på dækning af udgift til behandling samt kørsel til behandlingen en gang om ugen, svarende til en månedlig udgift på henholdsvis 866 kr. for behandlingen og 1841 kr. for kørslen.
Ankenævnet hjemviste sagen til kommunen, idet nævnet fandt, at kommunen skulle yde hjælp til den alternative behandling samt kørselsudgifter i forbindelse hermed, såfremt de økonomiske betingelser herfor iøvrigt var opfyldt.
Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at der gennem længere tid indenfor det etablerede system var forsøgt med forskellige behandlinger, der ikke havde haft effekt. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der kun var ganske få sygdoms tilfælde svarende til pigens i Danmark, samt at lægerne ifølge egen læge stod uforstående overfor behandlingen heraf, samt at det ikkebetvivledes, at hun havde fået det bedre under behandlingen med Mora terapi.
Kommunen gjorde i klagen gældende, at kommunen stillede spørgs målstegn ved om nævnet havde forholdt sig til, at forudsætningen for, at der kunne ydes hjælp efter § 46a var, at behandlingen måtte anses for lægeligt velbegrundet. Kommunen anførte ligeledes, at det var kommunens opfattelse, at såfremt der ydes hjælp efter bistandslovens § 46 a til alternativ behandling, skal denne anses som værende lægeligt velbegrundet, og ikke efter hvorledes patienten og pårørende oplever behandlingens effekt.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om alternativ behandling i form af Mora-terapi, i et tilfælde, hvor der ikke findes sikre behandlingsmuligheder inden for det etablerede system, kan dækkes af bistandslovens § 46a.
