Sagen drejede sig om et center for familiebehandling drevet i interessentskabsform. Selskabet havde til formål at drive behandlingscenter for ressourcesvage og opløsningstruede familier eller enkelte familiemedlemmer. Centrets mål var, at give praktisk hjælp og støtte til de anbragte beboere samt at planlægge og gennemføre pædagogisk-, social- og terapeutisk behandling.
Selskabet var ikke en institution godkendt efter den sociale lovgivning, men blev benyttet af kommuner og amtskommuner mod betaling. De anbringende myndigheder førte tilsyn med deres respektive anbragte borgere.
Kommunen traf afgørelse om, at selskabet ikke kunne få dag pengerefusion. Begrundelsen var, at selskabet ansås for en privat institution, hvis udgifter blev dækket med mindst 50% af offentlige midler, jf. dagpengelovens § 1, stk. 3 (nu § 1, stk. 4).
Selskabet anførte i anken, at der var tale om et interessentskab, som blev ejet af 5 personer, som også deltog i det daglige arbejde. Derudover var der ansat 5 medarbejdere til at varetage pædagogiske og terapeutiske funktioner. Der blev tilbudt familiebehandling, individuel- og gruppeterapi. Der var ingen overenskomst med det offentlige, og selskabet modtog heller ikke støtte eller lignende.