Ansøger, der havde fået bevilget støtte i henhold til bistandslovens § 43 til gennemførelse af en uddannelse, anmodede i april 1996 kommunen om hjælp til betaling af psykologsamtaler på grund af psykiske problemer. Ansøger havde på ansøgningstidspunktet allerede haft flere samtaler.
Til brug for ansøgningen fremsendtes en udtalelse fra den behandlende psykolog, hvori der blev givet en nærmere beskrivelse af ansøgers baggrund samt behov for hjælp for at kunne komme videre med uddannelsen.
Kommunen anmodede herefter ansøger om tilladelse til at indhente en udtalelse fra uddannelsesstedet, hvilket ansøger afslog.
Ansøger begrundede sin holdning med, at såfremt uddannelsesstedet skulle udtale, at hun ikke ville kunne gennemføre uddannelsen uden psykologbistand, ville dette betyde, at hun dermed blev stemplet som ressourcesvag. Hertil kom, at lærerne ikke havde føling med eleverne, idet der blev forelæst for mange elever. Studievejlederen ville derfor reelt ikke kunne lave nogen objektiv vurdering af hende, men alene en udtalelse, der ville være udarbejdet på baggrund af ansøgers egne oplysninger, når hun blev kaldt til samtale på baggrund af kommunens henvendelse.
Kommunen gav herefter afslag på ansøgningen i henhold til bistandslovens § 46 a med begrundelsen, at ansøger ikke havde ønsket at medvirke til sagens belysning i henhold til bistandslovens § 17, og henviste til, at udtalelsen ønskedes med henblik på, om samtalerne var nødvendige for gennemførelsen af den igangværende uddannelse. Sagen blev derfor afgjort på det foreliggende grundlag.
Overfor ankenævnet fastholdt ansøger, at sagen var tilstrækkeligt oplyst, dels gennem psykologudtalelsen, dels gennem oplysninger afgivet af hende selv i forbindelse med ansøgningen og dels gennem kommunens kendskab til hende gennem de seneste år. Uddannelsesstedet havde derimod ingen viden om hende, som kunne understøtte ansøgningen om psykologbistand.
Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse og begrundede afgørelsen med, at kommunen efter de foreliggende oplysninger ikke kunne tage stilling til behovet for psykologhjælp, ligesom der tillige var henset til udgiftens størrelse.
Nævnet fandt således ikke grundlag for at tilsidesætte, at kommunen havde ønsket oplysninger fra uddannelsesstedet med henblik på, om udgiften var nødvendig eller hensigtsmæssig til gennemførelse af den bevilgede revalidering, og kunne derfor ikke kritisere, at kommunen havde begrundet sin afgørelse med, at ansøger ikke havde ønsket at medvirke til sagens oplysning.
I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at der ønskedes en principiel stillingtagen til kommunernes praksis med nærmest pr. automatik at indhente udtalelser fra uddannelsesstedet i forbindelse med diverse ansøgninger. Ansøger fandt det således fortsat ikke rimeligt at bede uddannelsesstedet om at udtale sig om forhold, som stedet intet kendte til eller som andre instanser kendte mere og bedre til.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt kommunen havde været berettiget til at afslå en ansøgning om hjælp til betaling for psykologsamtaler i henhold til bistandslovens § 46 a alene med henvisning til, at ansøger ikke ønskede at medvirke til sagens oplysning.
