I forbindelse med ægtefællens død kontaktede ansøger socialforvaltningen i begyndelsen af 1994 omkring nogle økonomiske problemer. Hun oplyste, at hun modtog arbejdsløshedsdagpenge fra sin fagforening. Efter at have betalt skyldig termin, havde hun ikke flere penge til resten af måneden.
Kommunen bevilgede overlevelseshjælp for 1 måned samt hjælp til brænde til en begrænset periode.
I sommeren 1994 anmodede ansøger forvaltningen om supplerende kontanthjælp samt hjælp til enkeltudgifter.
I august 1994 fik ansøger skriftligt afslag på ansøgningen om hjælp med den begrundelse, at lav løn i sig selv ikke var en socialbegivenhed. Hendes originalpapirer (dokumentation) blev samtidigt re turneret.
I juli måned 1995 henvendte ansøger sig igen på socialforvaltningen efter at have været til møde på kommunens incassokontor i forbindelsemed en restance på ejendomskat. Der var i den forbindelse be gæret tvangsauktion over hendes ejendom. Hun anmodede derfor socialforvaltningen om hjælp til betaling af den skyldige ejendomsskat.
Forvaltningen meddelte afslag herpå med den begrundelse, at forvaltningen ikke vurderede, at ansøger havde været udsat for en social begivenhed, som bevirkede, at hun ikke skulle være i stand til at afholde disse udgifter. Forvaltningen henviste endvidere til en tidligere skrivelse, hvor ansøger var vejledt om at forsøge at skaffe sig en anden bolig. Det var forvaltningens opfattelse, at hun ikke magtede at blive siddende i huset efter ægtefællens død.
Afgørelsen blev indbragt for det sociale ankenævn, som anmodede kommunen om yderligere oplysninger.
Som svar på nævnets anmodning meddelte kommunen, at ansøger modtog arbejdsløshedsdagpenge med maximum sats, at der ikke var foretaget en § 37 a beregning, ligesom hendes aktuelle boligudgifter ikke var kendt. Det var kommunens opfattelse, at ansøgers ansøgning skulle behandles efter bestemmelserne i bistandslovens § 46. Der var ikke søgt om hjælp efter andre bestemmelser.
Kommunen havde i forbindelse med nævnets anmodning modtaget et budgetskema fra ansøger, som kommunen ikke fandt, opfyldte kravet om tilstrækkelig dokumentation.
Nævnet hjemviste i september 1995 sagen til kommunen med henblik på en vurdering og beregning i forvaltningen, jf. bistandslovens § 37/37a og eventuelt § 46.
Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøger, som modtager af arbejdsløshedsdagpenge, var omfattet af den personkreds, der kunne modtage hjælp efter bistandslovens bestemmelser om kontanthjælp, og at hun ved sin første henvendelse i forvaltningen var berettiget til at få foretaget en sådan beregning. Nævnet anførte, at socialforvaltningen havde en vejledningsforpligtelse over for ansøgere af kontanthjælp, og en forpligtelse til at vejlede om de relevante hjælpemuligheder.
Nævnet henstillede til kommunen hurtigst muligt og inden 6. oktober 1995 at behandle sagen efter at have indhentet relevante dokumenterede oplysninger.
Den 4. oktober 1995 blev ansøger mundtligt anmodet om dokumentation for indtægter og udgifter. Hun henviste i den forbindelse til tidligere indleveret budgetskema, og tidligere i 1994 indleveret dokumentation.
Midt i oktober 1995 meddelte nævnet i forbindelse med ansøgers henvendelse, at der ikke kunne foretages yderligere sagsbehandling, da hun ikke var fremkommet med den ønskede dokumentation. Endvidere havde kommunen oplyst, at hun havde restancer i ejendommen udover den ansøgte restance på ejendomsskat, hvorfor betaling af denne restance ikke kunne afværge tvangsauktionen. Dette havde været en forudsætning for nævnets afgørelse i september 1995.
Kommunen meddelte herefter, at ansøgers advokat på hendes vegne havde fremsendt dokumentation for faste udgifter vedrørende hendes ejendom. Kommunen havde på den baggrund foretaget en beregning for perioden fra hendes første henvendelse pr. 1. marts 1994 til og med udgangen af oktober måned 1995, hvorefter hun var berettiget til et særligt tilskud i henhold til bistandslovens § 37a på 39.560 kr. Heraf vedrørte 33.120 kr. særligt tilskud til terminsugifter, som var tilbagebetalingspligtig i henhold til bistandslovens § 25, stk. 2.
Fra 1. november 1995 ville ansøger være berettiget til 1.978 kr. pr. måned indtil 1. marts 1996, hvor tilskuddet ville bortfalde i henhold til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 160 af 13. marts 1995 § 7.
Nævnet anmodede, efter klage fra ansøger, kommunen om at sende en opgørelse over det udbetalte beløb på 39.500 kr., herunder en redegørelse for, hvorledes beløbet var fremkommet.
I januar 1996 fremsendte kommunen edb-udskrifter af Schultz Lovguide om beregning af § 37a hjælp samt dokumentation for kvindens boligudgifter til nævnet. Der var ingen forklaring på, hvordan kommunen var nået frem til beløbet på 39.560 kr.
Nævnet anmodede herefter kommunen om en opstilling over den foretagne beregning måned for måned.
Kommunen henviste til det tidligere fremsendte materiale.
Nævnet hjemviste herefter sagen til kommunen til fornyet behandling med henblik på at få en specificeret opgørelse opgjort måned for måned over størrelsen af den hjælp, ansøger havde modtaget i henhold til bistandslovens § 37a i perioden 1. marts 1994 til udgangen af oktober måned 1995, idet nævnet ikke med det fremsendte materiale kunne efterkontrollere, om størrelsen af det ydede supplement var korrekt.
I klagen til Ankestyrelsen oplyste ansøger, at hun fik udbetalt beløbet på 39.560 kr. mindre end 12 timer før auktionen, og at beløbets størrelse ikke kunne dække de påløbne omkostninger.
Kommunen anførte overfor Ankestyrelsen, at det ikke havde været muligt at foretage en beregning måned for måned, idet der ikke havde foreligget nogen som helst former for fyldestgørende dokumentation, hvilket ansøger var orienteret om.
Kommunen havde valgt, at den modtagne dokumentation (udgifter der forfaldt til betaling her og nu, og som blev indsendt af advokaten) skulle gøres gældende som værende udtryk for de udgifter, ansøger havde haft i perioden fra første henvendelse og til og med beregningstidspunktet.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om et nævn som følge af manglende oplysninger fra en kommune kan hjemvise sagen med den virkning, at sagens afklaring herefter er et mellemværende mellem ansøger og kommunen.
