Sagen drejede sig om en 38-årig kvinde, der havde fået bevilget bruttorevalideringsydelse under uddannelse til teknisk assistent.
Uddannelsen skulle have været afsluttet den 23. december 1994. Revalidenden bestod imidlertid ikke eksamen. Perioden med brutto revalideringsydelse blev derfor forlænget til 16. juni 1995 med henblik på afslutning af uddannelsen.
Hun bestod dog heller ikke eksamen i sommeren 1995.
Kommunen udbetalte herefter kontanthjælp og henviste hende til kommunens beskæftigelsesprojekt.
Om den forlængede studieperiode frem til sommeren 1995 fremgik, at hun skulle have fulgt undervisningen i matematik og naturlære samt dansk og engelsk. Timerne til disse fag var imidlertid faldet på samme tidspunkt. Hun modtog brev herom fra skolen den 15. maj 1995. Skolen foreslog hende at fortsætte med fagene matematik og naturlære og satse på, at karaktererne for disse fag blev så gode, at hun kunne afslutte uddannelsen. Hun valgte at følge dette forslag.
Med brev af 18. august 1995 fik hun fra Undervisningsministeriet meddelelse om, at Teknisk Skole skulle tilbyde omeksamen, og at dette nødvendiggjorde, at hun indgik aftale med sit praktiksted, kommunens tekniske forvaltning, om forlængelse af uddannelsestiden. Den 30. august 1995 tilbød skolen supplerende undervisning og omeksamen, og den 24. august 1995 meddelte Teknisk Forvaltning forlængelse af ansættelsen fra 1. september til eksamen midt i december 1995.
Revalidenden fortsatte imidlertid i beskæftigelsesprojektet, først i september 1995 genoptog hun undervisningen på skolen og arbejdet i forvaltningen.
På grund af den sene start havde hun mistet undervisningstimer i engelsk. Hun søgte at kompensere dette gennem aftenundervisning.
Kommunen meddelte den 18. september 1995 afslag på forlængelse af bruttorevalideringsydelsen. Kommunen skønnede det udsigtsløst atfortsætte. Kommunen henviste til, at uddannelsesforløbet var for længet 1 gang for at opnå bedre karakterer. Kommunen henviste endvidere til, at hun havde givet udtryk for, at revalideringen forløb planmæssigt uden at gøre forvaltningen opmærksom på, at hun ikke deltog i engelsk undervisning ved omeksamen. Endelig henviste kommunen til hendes karakterer.
Den 25. september 1995 meddelte kommunen desuden afslag på ansøgning om hjælp til betaling af engelsk-kursus. Kommunen henviste til, atder ligeledes var blevet givet afslag på forlængelse af brutto revalideringsydelsen.
Revalidenden anførte over for nævnet, at sagen ikke havde været fremlagt reelt og korrekt af kommunen. Hun mente under hele forløbet at have informeret kommunen, ligesom hun hele tiden havde fulgt den lagte erhvervsplan.
Kommunen uddybede over for nævnet yderligere sit skøn om, at en fortsættelse af uddannelsen skulle være udsigtsløs. Kommunen henviste til samtaler med skole og praktiksted.
Revalidenden mente ikke, at der hverken fra skole eller praktiksted kunne være givet udtalelser om, at hun ikke var egnet til studiet.
Ankenævnet fandt ikke grundlag for at pålægge kommunen at yde brutto revalideringsydelse efter ophøret i sommeren 1995.
Det kunne ikke fastslås, at fortsat revalidering efter den hidtidige plan ved afgørelsen i september 1995 var realistisk, uanset at elevperioden blev forlænget. Nævnet fandt heller ikke grundlag forefterfølgende at ændre kommunens afslag på hjælp til engelskundervis ning på aftenskole.
Nævnet bemærkede, at der i forbindelse med ophør af revalideringsforanstaltninger, som ikke er fuldført, bør iværksættes anden foran staltning med henblik på selvforsørgelse snarest.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af adgangen til at afbryde udbetalingen af bruttorevalideringsydelse, når erhvervsplanen forlænges.
