Ankestyrelsens principafgørelse O-56-97

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

15-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 67 og § 32d

Socialministeriets vejledning nr. 218 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge - pkt. 121-125, pkt. 127, pkt. 35

En kvinde på 23 år med en datter på 4 år havde siden sit 15. år været narkoman. Hun førte et ustabilt liv præget af sit stofmisbrug med deraf følgende kriminalitet. Hun havde ofte været boligløs og havde opholdt sig på skiftende adresser. Hun havde datteren hos sig indtil oktober 1994, hvor datteren, 3 år gammel, blev anbragt på behandlingshjem med moderens samtykke. Moderen erkendte, at hun ikke kunne tage vare på datteren i tilstrækkelig grad. I september 1995 flyttede datteren i plejefamilie, stadig med moderens samtykke.

I juli 1996 hentede moderen datteren fra plejefamilien og gik under jorden. Der blev truffet en formandsafgørelse om undersøgelse af datteren under ophold på behandlingshjem, jf. bistandslovens § 32 d. Denne formandsbeslutning godkendte Børn og unge-udvalget. Desuden fastsatte udvalget under henvisning til bistandslovens § 67, stk. 3, samværet mellem moderen og datteren til 2 timer om ugen indtil videre.

Sagen blev anket til Ankestyrelsen både for så vidt angik spørgsmåletom gennemførelsen af § 32 d-undersøgelsen og spørgsmålet om samværs reguleringen efter § 67, stk. 3.

Før sagen blev mødebehandlet i Ankestyrelsen traf Børn og unge udvalget afgørelse om tvangsmæssig anbringelse efter bistandslovens § 35. Denne afgørelse var ikke indbragt for Ankestyrelsen. I forbindelse med fremmøde i Ankestyrelsen trak moderen sin anke tilbage for så vidt angik spørgsmålet om gennemførelse af undersøgelsen efter bistandslovens § 32 d.

Ankestyrelsen ophævede beslutningen om begrænsning/regulering af sam været, da den af Børn og unge-udvalget trufne afgørelse var ugyldig.

Ankestyrelsen fandt, at der ikke kunne ske samværsbe grænsning/regulering efter bistandslovens § 67 i forbindelse med en tvangsmæssig beslutning om undersøgelse efter bistandslovens § 32 d, da der ikke i undersøgelsesperioden var tale om en anbringelse uden for hjemmet. Samværet skulle derfor i disse tilfælde reguleres ud fra institutionens/afdelingens praktiske besøgsregler m.v.

Ankestyrelsen udtalte samtidig vejledende, at såfremt der efter den tvangsmæssige anbringelse skulle ske tidsmæssig eller stedlig regulering af samværet skulle der træffes beslutning herom af kommunalbestyrelsen efter bistandslovens § 67, stk. 2.