Sagen drejede sig om en dengang 14-årig pige, der i 1995 henvendte sig til de sociale myndigheder, fordi hun ikke ville bo hos sineforældre. Hun fik efterfølgende ophold uden for hjemmet med for ældrenes samtykke.
Da forældrene efter et par måneder havde fremsat begæring om hjemtagelse, traf Børn og unge-udvalget beslutning om tvangsmæssig anbringelse af pigen uden for hjemmet. Denne beslutning blev ikke påklaget.
Pigen begyndte skolegang på kostskole, hvor hun med forældrenes samtykke fortsat skulle vedblive med at gå. I weekender og ferier opholdt hun sig på en ungdomspension. Efter 1 år traf udvalget beslutning om fortsat anbringelse uden for hjemmet. Denne beslutning blev indbragt for Den Sociale Ankestyrelse af pigens forældre.
Ved mødet i Ankestyrelsen, mødte forældrene med deres advokat, og pigen, der var blevet 15 år, mødte med sin advokat.
Ankestyrelsen fandt, at hverken betingelserne i § 35, stk. 1 eller i § 35, stk. 3 var opfyldt. Udvalgets afgørelse blev således ophævet. Man lagde vægt på, at der var tale om en generationskonflikt, der ikke gik ud over, hvad der burde søges løst uden anvendelse af tvangsmæssige foranstaltninger i henhold til bistandslovens regler.
Advokaten anmodede på pigens vegne om, at Ankestyrelsens afgørelse blev indbragt for landsretten.
Ankestyrelsen gjorde under domsforhandlingen gældende, at der hverken for forældremyndighedsindehavere eller unge over 15 år er hjemmel til at indbringe afgørelser om ophævelse af tvangsmæssige foranstaltninger efter bistandslovens § 129 og retsplejelovens kapitel 43 a. Det er alene Ankestyrelsens afgørelser om iværksættelse eller opretholdelse af de tvangsmæssige foranstaltninger, der er nævnt i bistandslovens § 127, som af de nævnte parter kunne indbringes for domstolene efter bistandslovens § 129, jf. retsplejelovens kapitel 43 a.
Det fremgår af lovens forarbejder, herunder blandt andet af betænkning nr. 1212/1990 om de retlige rammer for indsatsen overfor børn og unge, side 203, at uagtet den unge er blevet tillagt partsstatus, skal den unge ikke selv kunne aktivere tvangsreglerne.
Der er en meget tæt sammenhæng mellem grundlovens § 71, stk. 6 og retsplejelovens kapitel 43 a. Formålet med grundlovsbestemmelsen er at give den, der bliver administativt frihedsberøvet, en let og omkostningsfri adgang til domstolsprøvelse. Hensynet til overholdelse af de internationalt anerkendte menneskerettigheder gør adgangen til domstolsprøvelse af tvangsmæssige foranstaltninger nødvendig af hensyn til borgernes retsbeskyttelse, men dette hensyn kan ikke begrunde en tilsvarende let adgang til domstolsprøvelse, når der ikke er truffet bestemmelse om frihedsberøvelse eller foretaget andre tvangsindgreb, der må ligestilles hermed. Som følge heraf burde denne sag afvises.
En afvisning var ikke uforenelig med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention art. 6 og 8, da afvisning ikke udelukker domstolsprøvelse som sådan, men den må i givet fald blot foregå efter andre regler end retsplejelovens kap. 43 a.
