Ankestyrelsens principafgørelse O-79-97

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

15-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 27, stk. 1

En ansøger, der var samlevende, havde i perioden den 29. april 1993 til 1. december 1995 modtaget hjælp efter bistandsloven til terminsudgifter med ialt 207.614 kr. Den sidste delperiode var fra 1. juni 1994 til 1. december 1995.

Hjælpen til terminsudgifterne blev ydet med tilbagebetalingspligt i henhold til den dagældende bestemmelse i bistandslovens § 25, nr. 2.

Ifølge kommunens oplysninger mødte ansøgeren frem på kommunens betalingskontor den 18. januar 1996 med henblik på at indgå en betalingsaftale vedrørende restskat. Han oplyste på mødet, at han for tiden ikke modtog kontanthjælp, idet han havde solgt sit hus, og det kontante overskud ved salget foreløbigt var opgjort til 300.000 kr.

På grund af disse oplysninger besluttede kommunen, at han skulle betale hele den tilbagebetalingspligtige hjælp tilbage straks, når overskuddet ved hussalget kom til udbetaling.

Dette blev meddelt ansøgeren skriftligt ved brev af 19. januar 1996. Af brevet fremgik, at hele det skyldige beløb på 207.614 kr. skulle være forvaltningen i hænde senest torsdag den 24. januar 1996 kl. 14.00.

Såfremt beløbet ikke var kommet til udbetaling til ansøgeren, men stadig var deponeret hos ejendomsmægleren, bad kommunen ham om at underskrive en vedlagt transporterklæring og returnere den til kommunen inden ovennævnte frist.

Hvis han undlod at betale restancen som ovenfor anført, ville restancen blive inddrevet, jf. bistandslovens § 7, ved udlæg m.v. Før mødet den 18. januar 1996 var han indstillet på at tilbyde betaling af sin skatterestance for skatteåret 1994 og samtidig aftale, at afvikling af bistandsgælden skulle ske, når han igen havde fået fast arbejde.

Han havde svært ved at se noget fornuftigt formål med, at han igen skulle gøres afhængig af kommunale ydelser, som uvilkårligt ville ske, hvis han blev "rippet" for alle sine midler. Kontanthjælpen ville ganske givet heller ikke være af en sådan størrelse, at han ville blive i stand til at klare sine nuværende forpligtelser, som allerede var skåret ned til et absolut minimum.

Den 31. januar 1996 underskrev han erklæringen, hvoraf det fremgik, at han tiltransporterede kommunen 207.614 kr. af sit tilgodehavende i forbindelse med salg af sin ejendom.

Ansøgers advokat foreslog herefter følgende afvikling af mellemværendet:

Ved frigivelse af provenuet for ejendomshandlen skulle der betales 107.615 kr.

Det resterende beløb skulle afdrages med 2.500 kr. månedligt, første gang 1. april 1996.

Kommunen meddelte i marts 1996, at når hensås til overskuddet efter indfrielse af det samlede offentlige krav fandt kommunen ikke begrundelse for at ændre den fastsatte betalingsordning.

Det var kommunens opfattelse, at der ved fastsættelsen af tilbagebetalingsbeløbet var overladt ansøgeren et beløb af en sådan størrelse, at han i en periode stadig kunne betale sin husleje og underhold, indtil han kom i arbejde, eller indtil der om nødvendigt kunne findes en egnet bolig til en mindre husleje. Huslejen i den nuværende bolig var oplyst til kr. 7.300 kr. pr. måned.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse om fastsættelse af en tilbagebetalingsordning efter bistandslovens § 27, hvorefter ansøgeren skulle tilbagebetale hele den skyldige kontanthjælp på 207.614 kr. på én gang.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger ved fastsættelsen af tilbagebetalingsordningen var overladt et beløb på 46.134 kr., hvilket skønnedes tilstrækkeligt til at sikre hans underhold, indtil han kom i arbejde, eller der kunne findes en billigere bolig.

Det blev efter indankningen til Ankestyrelsen oplyst, at ansøger var tilkendt mellemste førtidspension med virkning fra 1. december 1995. Ansøgningsdatoen var angivet til 14. november 1995.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, i hvilket omfang overskud fra salg af bolig kan kræves anvendt til fuld dækning af tilbagebetalingspligtig terminshjælp i en situation, hvor ansøger modtager kontanthjælp.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at kritisere nævnets afgørelse, hvorefter ansøgeren skulle tilbagebetale hele den skyldige kontanthjælp på 207.614 kr. på én gang.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at bistandslovens § 27, stk. 1, ikke udelukkede, at gælden kunne kræves tilbagebetalt på én gang, men angav muligheden for afdragsvis betaling, såfremt skønnet over ansøgerens betalingsevne viste, at det skyldige beløb ikke kunne gøres gældende straks. Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at fastsættelse af en betalingsordning ikke krævede forudgående aftale.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at bistandslovens § 27 ikke udelukkede, at kommunen kunne kræve tilbagebetalingspligtig kontanthjælp betalt i den situation, hvor ansøger som kontanthjælpsmodtager kom i besiddelse af en formue, som ville kunne dække hans forsørgelsesbehov i en periode fremover. Ankestyrelsen henviste i den forbindelse til bistandslovens § 27, stk. 3.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at kommunen havde været berettiget til at standse hjælpen i en periode i begyndelsen af 1996, hvor ansøgeren fik udbetalt det resterende overskud fra ejendomshandlen på 46.134 kr., der således måtte betragtes som formue, hvoraf hans forsørgelsesbehov kunne dækkes i en periode.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.