En 8-årig dreng led af diabetes og skulle i denne anledning til kontrolbesøg ca. hver 14. dag Familien havde 1,5 km til nærmeste busstoppested. Hvis de skulle bruge offentlige transportmidler, bus og tog, ville det betyde, at drengen ville forsømme en hel skoledag. Hvis familien kørte i egen bil, kunne faderen hente drengen ved skoletidens ophør, og drengen ville på denne måde stort set ikke forsømme skolegangen.
Begge forældre modtog førtidspension. Faderen på grund af senkomplikationer i forbindelse med diabetes, herunder blindhed på det ene øje. Moderen bl.a. på grund af hovedpine.
Familien havde søgt kommunen om godtgørelse efter bistandslovens § 48 efter statens laveste takst for kørsel i egen bil.
Kommunen traf afgørelse om, at der alene kunne ydes hjælp efter taksten for benyttelse af offentlige transportmidler.
Afgørelsen var begrundet med, at både forældrene og drengen var i stand til at bruge offentlig transport, hvorfor betingelserne for at opnå økonomisk hjælp til kørsel med egen bil ikke fandtes opfyldt.
Ankenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse. Ankenævnet lagde ved sin afgørelse vægt på, at offentlige transportmidler kunne benyttes, at der var tale om et månedligt besøg, og at man i samarbejde med hospitalet måtte forsøge at tilrettelægge besøgene således, at drengen forsømte skolen mindst muligt.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om hjælp til betaling af befordringsudgifter ved ledsagelse af et barn til behandling efter bistandslovens § 48 alene skal ydes efter taksten for benyttelse af offentlige transportmidler, når den pågældende er i stand til at benytte offentlige transportmidler, eller om der kan ydes godtgørelse efter statens laveste takst, når kørsel foregår i egen bil.