Ansøger, der var samlevende og havde 3 mindreårige børn, havde modtaget kontanthjælp siden 1993 på grund af arbejdsløshed.
I forbindelse med ansøgningen om kontanthjælp i 1993 blev hun henvist til straks at få sine børn skrevet op på venteliste til pasning i daginstitution.
Kommunen overvejede i en periode i 1993/94 at tilkende ansøger pension, men opgav på grund af manglende lægelig indikation.
I forbindelse med en efterfølgende opfølgning efter bistandslovens § 41 i maj måned 1994 oplyste ansøger, at hun ikke var blevet tilbudt institutionsplads til børnene.
Det samme oplyste ansøger ved en opfølgning i november måned 1994. Da børnepasningsproblemet endnu ikke var løst i marts måned 1995, kontaktede sagsbehandleren kommunens pladsanvisning, som oplyste, at ansøger var blevet tilbudt institutionsplads til børnene i sommeren 1994. Tilbuddet var imidlertid blevet afslået og ansøger havde aftalt med pladsanvisningen, at hun ville rette henvendelse, såfremt hun fik behov for pasning af børnene. Børnene blev herefter ført passive på ventelisten.
Kommunen besluttede herefter i henhold til bistandslovens § 25, stk. 1, at kræve den kontanthjælp tilbagebetalt, som ansøger havde modtaget fra den 8. november 1994 til den 30. april 1995. Ankenævnet ændrede kommunens afgørelse, idet man fandt, at ansøger ikke skulle tilbagebetale den modtagne kontanthjælp. Der henvistes i afgørelsen til, at betingelserne for tilbagebetaling ikke i tilstrækkelig grad var opfyldt. Nævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå et aktiveringstilbud eller andet rimeligt tilbud om arbejde. Det kunne således ikke for perioden før den 24. april 1995 anses for godtgjort, at ansøgers tilsidesættelse af oplysningspligten havde medført, at hun uberettiget havde modtaget kontanthjælp. Nævnet bemærkede samtidig, at kommunen kunne have gennemført en koordinering af børnepasnings- og aktiveringstilbuddet.
Kommunen havde i klagen til Ankestyrelsen henvist til, at ansøger ved at have børnepasningsproblemer ikke yderligere skulle godtgøre at hun havde udnyttet sine arbejdsmuligheder. Der var derfor heller ikke nogen pligt eller mulighed for kommunen til at fremkomme med noget tilbud udover løbende at vurdere, om der var grundlag for at yde anden form for hjælp eller rådgivning.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om ansøger havde tilsidesat sin oplysningspligt overfor socialforvaltningen, da hun afviste at modtage tilbud om pasning af sine børn og heller ikke rettede henvendelse til kommunen om pasning af disse, sammenholdt med spørgsmålet om, hvorvidt socialforvaltningen gennem kontakt til pladsanvisningen og tilbud om aktivering, skulle have begrænset tilbagebetalingsperiodens længde.
