Ankestyrelsens principafgørelse O-128-97

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

15-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 40, stk. 1

Ansøger og dennes ægtefælle, der var kommet til Danmark som flygtninge, overgik 1. maj 1988 til kommunen fra Dansk Flygtningehjælp. Ansøger var hjemmearbejdende husmor for at passe sin dengang 2-årige datter. Hun havde siden kun deltaget i danskkursus i perioden september 1991 til november 1992. Ansøger havde visse helbredsmæssige problemer.

Ansøger havde under flere samtaler i forvaltningen anmodet om at blive fritaget for at gå til danskundervisning på grund af dårligt helbred. Kommunens lægekonsulent havde imidlertid i marts 1994 vurderet, at ansøger godt skulle kunne følge undervisningen, da ægtefællen på daværende tidspunkt havde forældreorlov, hvorfor ansøger var fritaget for børnepasning.

I april 1994 traf kommunen imidlertid beslutning om, at ansøger kunne vente med at blive tilmeldt danskundervisning til hendes seneste barselsorlov var overstået, og at der fortsat kunne ydes løbende supplement til ægtefællens orlovsydelse/arbejdsløshedsdagpenge.

Da ægtefællen påbegyndte fuldtidsarbejde i marts 1995, ansøgte ansøger om førtidspension, hvilket hun fik afslag på. På grund af sin ringe tilknytning til arbejdsmarkedet blev hun bedømt i forhold til husligt arbejde i hjemmet. Under møde i forvaltningen 30. april 1996 blev ansøger og ægtefællen orienteret om, at der ikke ville kunne ydes supplerende kontanthjælp til ægtefællens lønindtægt, når han var i fuldtidsarbejde, og ansøger blev betragtet som hjemmegående. Socialforvaltningen ville dog afvente resultatet af ansøgers anke i pensionssagen, inden der blev taget endelig stilling til at standse kontanthjælpen.

Ankestyrelsen afviste ved afgørelse af 30. maj 1996 at behandle ansøgers klage over afslag på pension, da sagen ikke var af principiel eller generel betydning.

Under møde i forvaltningen 14. juni 1996 anmodede ansøger om at blive arbejdsprøvet. Dette fandt forvaltningen imidlertid ikke grundlag for, da man betragtede hendes pensionssag som færdigbehandlet.

Kommunen begrundede afgørelsen med, at ægtefællen ikke længere kunne anses for at være udsat for en social begivenhed, da han var i fuldtidsarbejde, og at kommunen anså ham for at være eneforsørger af sin familie.

I klagen til ankenævnet blev bl.a. anført, at ansøger var uarbejdsdygtig på grund af sygdom, og at ægtefællen ikke var i stand til at forsørge familien for sin indtægt alene.

Overfor ankenævnet begrundede kommunen yderligere sin afgørelse med henvisning til ansøgers ringe motivation for at påbegynde danskundervisning.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse, idet ansøger ikke fandtes at stå til rådighed for relevant og rimeligt tilbud om foranstaltninger efter bistandsloven.

Nævnet lagde herved vægt på, at ansøger tidligere ikke havde ønsket at deltage i de anviste muligheder for danskundervisning. Selv om familien siden marts 1995 havde modtaget hjælpen på grund af ansøgers forhold, havde kommunen afventet afgørelsen af hendes pensionssag, og der forelå efter nævnets opfattelse ikke en social begivenhed.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om den hidtil udbetalte kontanthjælp kunne standses med henvisning til, at der var givet afslag på førtidspension med bedømmelsesgrundlaget husmor, uden at der samtidig blev foretaget en selvstændig vurdering af, i hvilket omfang ansøger af helbredsmæssige grunde var begrænset i sine muligheder for at kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Ankestyrelsen fandt ikke, at kommunen havde været berettiget til at standse udbetalingen af supplerende kontanthjælp til ægtefællens indtægt alene med henvisning til, at ansøger havde fået afslag på sin ansøgning om pension bedømt i forhold til husligt arbejde i hjemmet.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen særlig vægt på, at ansøger havde visse helbredsmæssige problemer, og at det forhold, at hun havde fået afslag på førtidspension bedømt i forhold til husligt arbejde i hjemmet, ikke i sig selv var udtryk for, at hun ville kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet i fuldt omfang.

Ankestyrelsen lagde endvidere til grund, at der for ansøgers vedkommende havde foreligget en selvstændig social begivenhed i forbindelse med hendes ankomst til Danmark, og at kommunen ikke i den mellemliggende periode havde truffet afgørelse om, at hun ikke opfyldte sin rådighedsforpligtelse. Tværtimod fortsatte kommunen med at udbetale ansøger supplerende kontanthjælp efter, at hendes ægtefælle var kommet i fuldtidsarbejde. Ankestyrelsen fandt derfor, at kommunen nærmere burde have afklaret, om ansøger efter afslaget på pension havde en uudnyttet arbejdsevne, der med rimelighed kunne forventes udnyttet i forbindelse med beskæftigelse uden for hjemmet, og om hun i givet fald kunne anses for at stå til rådighed for sådant arbejde eller for beskæftigelsesfremmende foranstaltninger.

Ankestyrelsen fandt herefter, at ansøger måtte anses for berettiget til kontanthjælp indtil denne afklaring havde fundet sted, såfremt bistandslovens øvrige betingelser herfor var opfyldte, jf. det anførte i SM O-87-93 og SM O-9-95.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.