Ankestyrelsen ændrede nævnets afgørelse.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at den i sagen foreliggende tilbagebetalingserklæring måtte anses for at være en skriftlig afgørelse, som skulle opfylde formkravene i henhold til forvaltninglovens §§ 22 og 24.
Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at der i sagen alene var henvist til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, og at denne henvisning måtte anses for at være en utilstrækkelig begrundelse i henhold til forvaltningsloven, idet det ikke var angivet, hvilket led i bestemmelsen, der henvistes til eller hvilke omstændigheder, der havde medført, at tilfældet var henført under bestemmelsen.
Ankestyrelsen fandt, at den utilstrækkelige begrundelse medførte en forlængelse af klagefristen.
Ankestyrelsen hjemviste derfor sagen til nævnet med henblik på realitetsbehandling af spørgsmålet om tilbagebetaling.
_____________________________________________________
Sagsfremstilling 4:
Sag nr. 4 - j.nr. 201757-96
En ansøger anmodede i februar måned 1993 kommunen om hjælp, da han ifølge kommunens journalnotat ved henvendelse til sin a-kasse havde sagt nej til et halvdagsarbejde, idet han fortsat følte sig for syg til at arbejde. Han havde forinden modtaget sygedagpenge, men ansås ikke længere for uarbejdsdygtig.
Ansøger fik den 2. marts 1993 bevilget hjælp i henhold til bistandslovens § 37 mod tilbagebetalingspligt i 5 uger. Ifølge journalarket foregik mødet med tolk.
Der forelå i sagen en tilbagebetalingserklæring underskrevet af ansøger den 2. marts 1993, hvoraf alene fremgik, at hjælpen var ydet mod tilbagebetalingspligt i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1.
Ansøger havde i brev af 4. marts 1996 anført, at tolken var med, da hjælpen blev bevilget, men at han først underskrev erklæringen dagen efter, da han påny henvendte sig til kommunen i forbindelse med, at pengene udeblev. Ved underskrivelsen havde han ikke tolk med og forstod ikke, hvad han skrev under på. Han havde endvidere anført, at det ikke passede, at han havde sagt nej til et deltidsarbejde, men at forholdet var det, at fagforeningen ikke mente, at den kunne give arbejde til en syg mand. Nævnet fandt, at sagen ikke kunne behandles, da klagefristen var overskredet. Nævnet begrundede afgørelsen med, at efter § 15, stk. 4 i lov om social bistand, skulle klage være indgivet inden 4 uger efter, at klageren havde fået meddelelse om afgørelsen. Denne frist var overskredet, men nævnet kunne efter loven se bort fra overskridelsen, når der var særlig grund hertil.
Ansøgeren skrev i et brev til nævnet, at han ikke forstod betingelserne for den ydede hjælp. Ankenævnet indhentede i den anledning supplerende akter i sagen, hvoraf det ifølge nævnet fremgik, at han den 2. marts 1993 havde bistand af en tolk.
Nævnet fandt således ikke, at der var fundet nogen særlig grund til overskridelsen, hvorfor sagen ikke kunne behandles.
I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at det ikke forelå dokumenteret, at klagevejledningen var tolket for ansøgeren, men blot at der var en tolk tilstede, da afgørelsen om tilbagebetaling blev truffet.
Sagen blev antaget til principiel behandling til afklaring af samme spørgsmål som i sag nr. 1.
