Ankestyrelsens principafgørelse O-155-97

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

16-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 26, stk. 1, nr. 1 og § 41

Ansøger anmodede den 3. september 1986 kommunen om kontanthjælp på grund af arbejdsløshed, da han den 15. juli 1986 var blevet bortvist fra sit 2. jobtilbud. Han havde ikke krav på supplerende tilbud. Ansøger fik bevilget kontanthjælp efter bistandslovens § 37, og han skrev samtidig under på en tilbagebetalingserklæring. Ifølge erklæringen var den kontanthjælp, han modtog, tilbagebetalingspligtig efter lovens § 26, stk. 1, nr. 1.

Den 10. september 1990 skrev ansøger påny under på en erklæring om tilbagebetaling af den modtagne hjælp i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1. Der var ikke anført nogen begrundelse for kravet om tilbagebetaling.

Det fremgik af kommunens journalark, at ansøger, siden han begyndte at modtage kontanthjælp, havde været tilmeldt Arbejdsformidlingen og regelmæssigt havde givet fremmøde til kontrol.

Kommunen foretog ikke opfølgning efter bistandslovens § 41 før den 6. marts 1992. Fra den 1. marts 1994 overgik ansøger til at modtage kontanthjælp uden tilbagebetalingspligt i forbindelse med tilmelding til jobcenter.

Ansøger og hans ægtefælle blev bevilget førtidspension i henhold til lov om social pension § 14, stk. 3, nr. 3, med virkning fra den 1. april 1996.

Kommunen traf i 1996 afgørelse om, at ansøger skulle tilbagebetale den hjælp, som han havde modtaget. Kravet blev opgjort til ca. 700.000 kr. Der blev fastsat en afdragsordning, hvorefter han skulle afdrage 1.000 kr. pr. måned.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om tilbagebetaling. Nævnet lagde til grund, at ansøger den 3. september 1986 og den 10. september 1990 havde underskrevet erklæringer om tilbagebetaling, og at han uafbrudt havde modtaget kontanthjælp med tilbagebetalingspligt indtil den 1. marts 1994.

Overfor Ankestyrelsen blev det bl.a. anført, at ansøger havde været tilmeldt jobcenter siden 1977, og at der ikke forelå oplysninger omstørrelsen af tilbagebetalingskravet, da han underskrev tilba gebetalingserklæringen af 10. september 1990.

Sagen blev behandlet i principielt møde i Ankestyrelsen til afklaring af, hvorvidt kommunen igennem en længere årrække kunne lade tilbagebetalingspligtig kontanthjælp opsummere uden reelt at gå ind i en konkret vurdering af, hvorledes tilbagebetalingssituationen kunne afhjælpes, jf. bistandslovens § 41.

Indtil den 1. januar 1987 havde bistandslovens § 41 følgende ordlyd: "Når der er ydet underholdshjælp efter § 37, skal det sociale udvalg senest 3 måneder efter hjælpens påbegyndelse optage pågældendes og familiens forhold til bedømmelse af, om der er grundlag for at yde andre former for bistand end løbende økonomisk hjælp. "

Fra den 1. januar 1987 fik bestemmelsen følgende ordlyd: "Det sociale udvalg skal, når der ydes hjælp efter bistandslovens § 37, vurdere, om der er grund til at iværksætte særlige hjælpeforanstaltninger med henblik på, at modtageren igen bliver i stand til at klare sig selv. "

Efter bistandslovens § 41, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen i øvrigt senest 3 måneder efter hjælpens påbegyndelse tage den pågældendes og familiens forhold op til bedømmelse af, om der er grundlag for at yde andre former for bistand end løbende økonomisk hjælp, herunder rådgivning om afvikling eller nedbringelse af faste udgifter, som ansøger ikke kan forventes at blive i stand til fremtidigt at afholde.

Ankestyrelsen fandt, at det var med rette, at ansøger skulle tilbagebetale den kontanthjælp, han modtog fra den 3. september 1986, efter at han var blevet bortvist fra 2. jobtilbud.

Ankestyrelsen fandt dog samtidig, på baggrund af den store passivitet kommunen havde udvist, at der alene var grundlag for at kræve den hjælp, som ansøger modtog i perioden 3. september 1986 til 1. april 1987, tilbagebetalt.

Ankestyrelsen fandt således, at kommunen - på baggrund af lovændringen pr. 1. januar 1987 - senest den 1. april 1987 burde haveundersøgt, om der var grundlag for at iværksætte særlige hjælpeforan staltninger med henblik på, at ansøger igen blev i stand til at klare sig selv, jf. bistandslovens § 41, stk. 1. Ankestyrelsen lagde herved især vægt på, at kommunen ikke foretog opfølgning efter bistandslovens § 41 før den 6. marts 1992. Efter de foreliggende oplysninger havde ansøger til stadighed været tilmeldt Arbejdsformidlingen og var fremmødt til kontrol, således at han havde opfyldt sin rådighedspligt.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.