Ansøger pådrog sig i marts måned 1991 en hjerneskade ved en trafikulykke. I perioden marts 1992 til september måned 1994 fik han udbetalt kontanthjælp på ialt 188.723 kr.
Som følge af de skader, som ansøger pådrog sig ved trafikulykken i 1991 fik han den 4. november 1994 udbetalt erstatning fra et forsikringsselskab. Erstatningen udbetaltes i henhold til erstatningsansvarsloven og udgjorde ialt 864.757 kr. fordelt på méngodtgørelse, erhvervsevnetabserstatning samt forrentning af disse erstatningsbeløb. Forrentningen, der beløb sig til ca. 318.000 kr.dækkede perioden fra skadestidspunktet og frem til udbetalings tidspunktet.
Kommunen besluttede herefter at kræve den kontanthjælp, der var udbetalt i perioden 5. marts 1992 til 30. september 1994 tilbagebetalt med hjemmel i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4. Begrundelsen for afgørelsen var, at de udbetalte renter dækkede samme tidsrum og samme formål som den udbetalte kontanthjælp. Det tilbagebetalingspligtige beløb fastsattes til 110.038 kr., idet der skulle ske fradrag som følge af, at rentebeløbet var skattepligtigt.
Ansøger afgik ved døden i juni 1996. Boets advokat anførte i forbindelse med klagen til nævnet, at den udbetalte forrentning af erstatningsbeløbet ikke dækkede samme tidsrum og samme formål som den udbetalte kontanthjælp. Advokaten henviste til, at den opgjorte forrentning havde hjemmel i erstatningsansvarslovens § 16, der skulle ses i sammenhæng med lovens § 15, stk. 3, hvorefter der ikke blev foretaget regulering af erstatnings- og godtgørelsesbeløb efter skadestidspunktet.
Da forrentningen således var en slags kompensation for, at regulering af erstatningsbeløbene ikke fandt sted, måtte den betragtes som et tillæg til erhvervsevnetabserstatningen, og denne kunne ikke anses for opgjort for en bestemt periode.
Ankenævnet ophævede ved sin afgørelse kommunens tilbagebetalingskrav. Ved afgørelsen blev det lagt til grund, at forrentningen af en erhvervsevnetabserstatning havde til formål at kompensere skadelidte for at erstatningsbeløbet ikke blev reguleret i perioden fra skadens indtræden og til udbetaling fandt sted. Rentebeløbet udgjorde således en del af erstatningen for tabet af erhvervsevnen og tilstræbte i et vist omfang at pristalsregulere denne.
Nævnet fandt herefter, at forrentningen af erstatningsbeløbet, i lighed med den kapitaliserede erhvervsevnetabserstatning ikke kunne anses for at dække samme tidsrum og samme formål som den udbetalte kontanthjælp, jf. bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4.
I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen, at det var af principiel betydning at få afklaret, om forrentning af et erstatningsbeløb var en del af erstatningen, eller om den var at betragte som en almindelig renteindtægt omfattet af hovedreglen i bistandslovens § 38, stk. 1.
Der henvistes endvidere til, at ligningsmyndighederne betragtede forrentningen som skattepligtig indkomst.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om udbetalingen af erstatning fra et forsikringsselskab i form af et rentebeløb for perioden 5. marts 1992 til 30. september 1994 kunne anses for at være beregnet til forsørgelse i denne periode og derfor med hjemmel i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4, kunne give grundlag for tilbagebetaling af kontanthjælp, udbetalt i samme periode.
