Ankestyrelsens principafgørelse U-9-97

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

01-06-2009

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 789 af 28. august 1996 - § 9, nr. 3 og § 9a

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 100707-97

Sagen drejede sig om en murer, der under arbejdet den 1. april 1996 mærkede pludselige smerter i ryggen.

Arbejdsskadestyrelsen afviste sagen med henvisning til, at loven kun gælder for skader, der er sket den 1. juni 1996 eller senere. Det blev i anken anført, at lidelsen var opstået på grund af arbejdet.

Ankestyrelsen tiltrådte Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Ved afgørelsen lagde Ankestyrelsen ligesom Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at tilfældet indtraf før 1. juni 1996, og at loven alene giver mulighed for anerkendelse af eventuelle pludselige løfteskader, der indtræder 1. juni 1996 eller senere.

___________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 100207-97

Sagen drejede sig om en elektriker, der sammen med en kollega skulle flytte en el-tavle. Tavlen stod på en lav vogn, og skadelidte gik ved siden af. Da tavlen var ved at vælte, greb han ud efter den og fik derved smerter i ryggen.

Arbejdsskadestyrelsen afviste tilfældet, da det ikke var opstået i forbindelse med et løft, men i forbindelse med en forkert bevægelse.

Under anken blev det af klageren og dennes fagforbund anført, at tilfældet burde vurderes som et ulykkestilfælde efter § 9, nr. 1.

Ankestyrelsen tiltrådte Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at smerterne ikke var opstået i forbindelse med løftearbejde, jf. lovens § 9, nr. 3 og § 9 a.

Ankestyrelsen anmodede samtidig Arbejdsskadestyrelsen om at tage stilling til, om tilfældet kunne anerkendes som et ulykkestilfælde efter lovens § 9, nr. 1.

__________________________________________________

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 109210-96

Sagen vedrørte en overmontør, der rettede op på en kabelrulle, og derved fik smerter i ryggen. Under behandling af sagen oplyste skadelidte, at han var arbejdsleder og normalt ikke havde løftearbejde.

Arbejdsskadestyrelsen afviste tilfældet med henvisning til, at skadelidte ikke i øvrigt var beskæftiget med løftearbejde.

Ankestyrelsen tiltrådte Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Der blev ved afgørelsen henvist til skadelidtes egne oplysninger om, at han ikke normalt havde løftearbejde, jf. lovens § 9, nr. 3, og § 9 a.

__________________________________________________

Sagsfremstilling 4:

Sag nr. 4 - j.nr. 109336-96

Sagen vedrørte en truckfører, der skulle skifte forlængergafler. Under løft af gaflerne fik han et knæk i ryggen. Om løftearbejde i øvrigt oplyste han under sagens behandling, at han løftede få gange dagligt.

Arbejdsskadestyrelsen afviste tilfældet med den begrundelse, at skadelidte ikke forud for løfteskaden havde haft et arbejde, der i lovens forstand kunne betegnes som belastende løftearbejde.

Under anken gjorde hans forbund gældende, at der dagligt blev foretaget mellem 5 og 50 løft med en vægtenhed på 25-75 kg.

Ankestyrelsen tiltrådte Arbejdsskadestyrelsens afgørelse på det foreliggende grundlag.

Afgørelsen blev begrundet med, at skadelidte efter egne oplysninger kun løftede få gange dagligt.

På baggrund af ankens - noget upræcise - oplysninger om løftearbejdets omfang blev sagen tilbagesendt til Arbejdsskadestyrelsen til fornyet behandling og afgørelse efter indhentelse af nærmere oplysning om skadelidtes løftearbejde i øvrigt.

_____________________________________________________

Sagsfremstilling 5:

Sag nr. 5 - j.nr. 110107-96

Sagen vedrørte en specialarbejder, der under løft af et alu-rør fik smerter i ryggen.

I anmeldelsens lægeerklæring, der var udfyldt 2½ måned efter tilfældet, var det anført, at der var tale om iskias, at behandling ville foregå hos kiropraktor og egen læge, og at skaden ikke måtte antages at ville medføre varigt mén. I skadelidtes besvarelse af Arbejdsskadestyrelsens spørgeskema oplyste han, at arbejdet var genoptaget med visse ændringer, og at han måtte tage 6-7 smertestillende tabletter.

Arbejdsskadestyrelsen afviste tilfældet med henvisning til, at der tilsyneladende ikke var tale om varigt mén.

Under anken blev det anført, at skadelidte løbende gik til kiropraktor og havde fået ordineret stærke smertestillende midler, som han måtte tage dagligt for at kunne klare at gå på arbejde.

Ankestyrelsen hjemviste sagen til fornyet behandling og afgørelse efter indhentelse af nye lægelige oplysninger.

Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at der trods oplysningerne omforbrug af smertestillende medicin ikke var indhentet lægelige op lysninger til belysning af, om skaden havde medført varigt mén.