Ankestyrelsens principafgørelse D-23-97

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 549 af 23. juni 1995 - § 10, stk. 4

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 43

En selvstændig erhvervsdrivende var syg på grund af en hjertelidelse fra den 15. januar 1994. I perioden frem til den 1. november 1995 var han sygemeldt på fuld tid, men genoptog herefter arbejdet på deltid.

Sikrede var i januar-februar 1994 gentagne gange i kontakt med kommunens almindelige serviceafdeling, hvor sygdommen og en nedsættelse af sikredes forskudsskat blev drøftet, idet sikrede som følge af sygdommen ingen indtægt havde. Serviceafdelingen havde henvist sikrede til skatteforvaltningen.

Sikrede blev ikke bekendt med mulighederne for at få sygedagpenge før i november 1995, hvorefter han indgav anmodning om dagpenge.

Kommunen traf afgørelse om, at sikrede ikke havde ret til dagpenge fra den 15. januar 1994, jf. dagpengelovens § 10, stk. 4. Afgørelsen var begrundet med, at anmodningen om dagpenge først var modtaget i kommunen den 13. november 1995. I anken blev det gjort gældende, at sikrede ikke under drøftelserne med medarbejderen i kommunens serviceafdeling på noget tidspunkt var blevet gjort opmærksom på, at man for at få sygedagpenge skulle anmelde sygdommen til kommunen på en dertil indrettet blanket, ligesom sikrede ikke var blevet gjort opmærksom på, at der var knyttet tidsfrister til anmeldelse af sygdommen. Sikrede mente derfor, at der forelå sådanne særlige omstændigheder og undskyldende forhold, at der burde dispenseres fra anmeldelsesreglerne.

Sikrede havde ikke ret til dagpenge fra den 15. januar 1994.

Efter dagpengelovens § 10, stk. 4 skal sygdomstilfælde anmeldes til kommunen senest en uge efter 3 ugers sygdom.

Når anmodningen om dagpenge indgives senere end denne frist, indtræder retten til dagpenge først fra anmodningens modtagelse, jf. § 22 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 701 af 22. juli 1994.

Når anmodningen indgives mere end 6 måneder efter sygdommens indtræden, er dispensation fra anmodningsfristen udelukket, jf. ovennævnte bekendtgørelses § 25.

Dagpengeudvalget lagde til grund, at sikrede havde henvendt sig i kommunens serviceafdeling i januar-februar 1994 og oplyst om sin sygdom og deraf følgende økonomiske problemer og ønske om at få ændret forskudsregistreringen for 1994.

Dagpengeudvalget lagde ved afgørelsen vægt på, at sikrede efter sine egne oplysninger ikke ved henvendelsen til kommunen udtrykte ønske om eller forhørte sig om muligheder for ydelser efter den sociale lovgivning. Dagpengeudvalget fandt derfor ikke, at kommunen af egen drift burde have gjort sikrede opmærksom på reglerne om sygedagpenge.

Dagpengeudvalget fandt således ikke, at sikredes henvendelser til kommunen i januar-februar 1994 kunne sidestilles med en rettidig anmodning om dagpenge.

Dagpengeudvalget fandt det ikke dokumenteret, at kommunen havde stillet borgerne i udsigt, at f.eks. en oplysning om sygdom og skattespørgsmål/økonomiske problemer til kommunens serviceafdeling skulle medføre automatisk vejledning om alle regler med relation til sygdom.

Der var ikke hjemmel til at dispensere fra fristen for anmeldelse.

Dagpengeudvalget tiltrådte således kommunens afgørelse.