Ankestyrelsens principafgørelse D-21-97

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

14-06-2009

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 549 af 23. juni 1995 - § 8, stk. 1, nr. 2

Forvaltningsloven - lov nr. 571 af 19. december 1985 - § 19, stk. 1

Lønmodtageren blev sygemeldt den 15. september 1994.

Lønmodtageren var til undersøgelse på hospital den 10. marts 1995. Ifølge udskrivningsbrevet fra hospitalet havde der ikke kunnet konstateres nogen egentlig forklaring på hans symptomer. Det blev konkluderet, at der hurtigst muligt burde igangsættes et øvelsesprogram, i starten suppleret med behandling.

Den 13. marts 1995 påbegyndte lønmodtageren behandling på en fysiurgisk klinik.

I forbindelse med opfølgning af dagpengesagen modtog kommunen den 26. maj 1995 attest, dateret den 5. maj 1995, om uarbejdsdygtighed fra lønmodtagerens læge. Det fremgik heraf, at den fysiurgiske behandlingbeklageligvis var afbrudt på grund af misforståelser/uoverens stemmelser. Attesten sygemeldte lønmodtageren for yderligere 4 uger.

Kommunen kontaktede samme dag telefonisk fysiurgisk klinik, hvor det blev meddelt, at lønmodtageren var blevet afsluttet efter 3 udeblivelser, som efter klinikkens opfattelse havde været ubegrundede.

Kommunen prøvede forgæves at kontakte lønmodtageren telefonisk.

Kommunen traf den 26. maj 1995 afgørelse om, at lønmodtageren ikke havde ret til dagpenge fra den 26. maj 1995, idet han var udeblevet flere gange fra aftalte behandlinger på fysiurgisk klinik. I anken oplyste lønmodtageren bl.a., at han gik til fysioterapi, som han selv betalte, og at det ikke var rigtigt, at han skulle være udeblevet fra behandling på fysiurgisk klinik 3 gange. Første gang lå han i sengen med influenza. Anden gang var det fysioterapeuten, der aflyste, og 3. gang var det aftalt, at både lønmodtageren og hans kæreste kunne melde afbud, hvis han på grund af dårligt vejr ikke kunne komme tilbage fra et week-end ophold på en øde ø. Da han kom hjem havde han ringet til klinikken, men havde fået at vide, at han ikke kunne komme der mere på grund af udeblivelse.

Egen læge anførte i statusbedømmelse af 26. juni 1995, at der ikke var tvivl om, at lønmodtageren var syg og stærkt smerteforpint, samt at de fysiurgiske behandlinger aldrig havde hjulpet på smerterne.

Fysiurgisk klinik forklarede i brev af 29. juni 1995 nærmere klinikkens praksis, hvorefter en patient afsluttes i tilfælde af udeblivelser uden afbud eller gentagne afbud. Begrundelsen var, at fysioterapeut- bemandingen var så sparsom, at der var lange ventelister, og at det som regel ikke kunne lade sig gøre at indkalde en patient med kort varsel, når der ved afbud bliver en ledig tid. Mange afbud betød således en høj spildprocent, hvilket klinikken fandt uacceptabelt.

Dagpengeudvalget tiltrådte kommunens afgørelse.

Lønmodtagerens fagforening indbragte sagen for Folketingets Ombudsmand den 6. september 1996. Forbundet klagede over manglende partshøring.

Dagpengeudvalget genoptog herefter sagen.

Lønmodtageren havde fortsat ret til dagpenge fra den 26. maj 1995.

Efter forvaltningslovens § 19, stk. 1, må en myndighed ikke træffe afgørelse i en sag, hvis en part ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse.

Dagpengeudvalget lagde ved afgørelsen vægt på, at oplysningen i lægeattest af 5. maj 1995 om, at den fysiurgiske behandling var afbrudt på grund af misforståelser/uoverensstemmelse var til ugunst for lønmodtageren og af væsentlig betydning for kommunens afgørelse.

Dagpengeudvalget lagde endvidere vægt på, at kommunen ikke gennemførte partshøring af lønmodtageren vedrørende disse oplysninger. Dagpengeudvalget fandt derfor, at kommunens afgørelse om at standse dagpengene fra den 26. maj 1995 var ugyldig.

Dagpengeudvalget ændrede således kommunens og sin egen tidligere afgørelse.