Ankestyrelsen fandt, at A kommune var refusionspligtig efter bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1, jf. § 10, stk.1 overfor B kommune for udgifter til bistand til kvinden fra dennes flytning på eget initiativ til B kommune 30. august 1992.
Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at kvinden efter flytningen til B kommune fortsatte med den uddannelse, som A kommune havde givet tilsagn om revalideringsstøtte til og på, at A kommune ved hendesflytning umiddelbart blev bundet af B kommunes afgørelse om revali deringsstøtte.
Ankestyrelsen fandt, at refusionspligten varede ved indtil afslutningen af den påbegyndte uddannelse.
Ankestyrelsen lagde til grund, at der kun havde været tale om en midlertidig forsinkelse af erhvervsplanens gennemførelse.
Ankestyrelsen stadfæstede således ankenævnets afgørelse.
Sagsfremstilling 2:
Sag nr. 2 - j.nr. 20662-95: En kvinde havde af A kommune fået bevilget revalideringshjælp efter bistandslovens dagældende § 42 til en uddannelse til teknisk assistent. Den 15. september 1990 flyttede hun på eget initiativ til B kommune. Kvinden var gravid med forventet nedkomst omkring 1. marts 1991.
Der var på grund af ændret studieplan tvivl om, hvorvidt kvinden kunne færdiggøre sin uddannelse. Imidlertid fortsatte hun på uddannelsen, idet hun afventede, om der blev oprettet et opsamlingshold, således at hun havde mulighed for at gøre uddannelsen færdig efter barselorlov.
B kommune bevilgede herefter hjælp i henhold til bistandslovens dagældende § 42, for perioden 16. september 1990 til 30. september 1990. Fra 1. oktober 1990 blev der bevilget bruttorevalideringsydelse efter bistandslovens § 43.
I november 1990 meddelte kvinden socialforvaltningen, at hun havde aftalt med sin studievejleder, at hvis hun bestod eksamen i december 1990, kunne hun begynde på 2. del af skoleopholdet til januar 1992, og at det ville vare frem til juni 1992. Hun havde fået dispensation for praktikperioden på 12 måneder inden 2. semester, således at den skulle gennemføres efter afsluttet eksamen.
Kommunen besluttede herefter at suspendere bruttorevalideringsydelsen i perioden 1. januar 1991 til 1. januar 1992 under hensyn til ovenstående uddannelsesplan. Kvinden overgik herefter til hjælp efter bistandslovens § 37.
Den 12. marts 1991 fandt fødslen sted. Den 6. januar 1992 påbegyndte kvinden atter studiet, som hun afsluttede i juni 1993. I perioden juni 1992 - juni 1993 var hun i praktikplads som led i uddannelsen. Bruttorevalideringsydelsen ophørte den 20. juni 1993.
B kommune anmodede i marts 1994 A kommune om refusion vedrørende udgifterne til hendes revalidering, idet kommunen anførte, at den ikke havde ændret den lagte erhvervsplan, og at kommunen derfor havdekrav på refusion af udgifter til planens gennemførelse, jf. bi standslovens § 11.
A kommune meddelte,at den ikke kunne godkende refusionskravet.
Ankenævnet fandt ikke, at det forhold, at kvinden midt i uddannelsesforløbet havde barselorlov, som medførte en udsættelse af uddannelsesforløbet, kunne fritage A kommune for refusionspligten. Nævnet fandt således, at B kommune kunne få refunderet bistandsudgifter for perioden 15. september 1990 til 30. juni 1993.
I klagen til Ankestyrelsen anførte A kommune bl.a., at B kommune i barselperioden havde ydet klienten hjælp via bistandslovens § 37 i stedet for bistandslovens § 43. Der var således ikke tale om refusion i forhold til bistandslovens §§ 11 og 43.
A kommune henviste desuden til SM O-65-93, hvor man talte om et ubrudt revalideringsforløb. I nærværende sag var der tale om et brudt forløb i forhold til uddannelsesplanen, idet klienten ved flytning oppebar hjælp via bistandslovens § 43 og i barselperioden et helt år overgik til § 37 og senere igen over til hjælp via bistandslovens § 43.
