Ankestyrelsens principafgørelse O-94-97

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

15-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 48, stk. 1 og § 48, stk. 3

Socialministeriets vejledning nr. 104 af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 - pkt. 28

Sagen drejede sig om et 5-årigt barn, der led af Turner's syndrom, epilepsi og havde store problemer med svært nedsat opmærksomhedsniveau.

Da barnet blev født, besluttede moderen at gå ned i arbejdstid, således at hun arbejdede 29,5 timer om ugen. Denne arbejdstidsnedsættelse skete ved, at moderen holdt fri én dag hver uge og havde skiftevis det handicappede barn og et andet barn hjemme.

Grundet barnets handicap viste det sig nødvendigt, at hun kom i en specialgruppe i børnehaven, hvor hun startede i foråret 1996. Specialgruppen startede kl. 9.00 og sluttede kl. 17.00.

Da barnet kun kunne opholde sig i børnehaven 6 timer dagligt, og helst kun skulle have kontakt med de samme pædagoger og børn, på grund af hendes handicap, startede hun således kl. 9.00 og blev hentet kl. 15.00-15.30.

Ved kommunens afgørelse i efteråret 1995 fik moderen bevilget kompensation for tabt arbejdsfortjeneste svarende til 13,5 timer (29,5-16), idet arbejdstiden nu udgjorde 16 timer om ugen. Afgørelsen var tidsbestemt frem til sommeren 1996.

Ifølge brev fra moderens daværende arbejdsgiver, skulle aftalen om arbejdstidsnedsættelse gælde frem til sommeren 1996, hvorefter hun igen skulle arbejde 29,5 timer om ugen. Da tiden nærmede sig sommeren 1996 viste det sig ikke muligt for moderen igen at arbejde 29,5 timer ugentlig, idet barnet fortsat kun måtte opholde sig i børnehaven 6 timer dagligt.

Herefter blev moderen afskediget og ansøgte omkring sommeren 1996 om fortsat bevilling af kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, denne gang svarende til 29,5 timer. Moderens arbejdsløshedskasse havde fundet, at hun på grund af modtagelse af tabt arbejdsfortjeneste 13,5 timer ugentligt ikke var til rådighed for arbejdsmarkedet, og dermed ikke dagpengeberettiget.

Ved kommunens afgørelse blev der bevilget fortsat kompensation for tabt arbejdsfortjeneste svarende til 13,5 timer om ugen. Der blev givet afslag på de resterende 16 timer.

Kommunens afgørelse blev anket til ankenævnet.

Ankenævnet var enig med kommunen i, at der ikke var grundlag for at yde moderen yderligere erstatning for tabt arbejdsfortjeneste end de allerede bevilgede 13,5 timer pr. uge.

Nævnet lagde herved vægt på, at der ikke forelå oplysninger om barnet, der talte imod, at hun vedblev med at være i børnehavens specialgruppe det antal timer, som hun hidtil havde været der. På det foreliggende fandt nævnet derfor, at det var afskedigelsen fra moderens arbejde og ikke barnets handicap, der var årsag til indtægtstabet svarende til 16,5 timers ugentligt arbejde.

Nævnet fandt videre ikke, at det kunne anses for sandsynliggjort, at moderen som følge af barnets handicap skulle være afskåret fra igen at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet af tilsvarende omfang som tidligere.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt det med overvejende sandsynlighed måtte anses for godtgjort, at moderen på grund af pasningen af barnet var afskåret fra at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet, og dermed havde krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste for de resterende 16 timer efter lovens § 48.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at ændre ankenævnets afgørelse.

Der kunne kun ydes kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, hvor det var en nødvendig følge af handicappet, at barnet blev passet i hjemmet.

Ankestyrelsen fandt ligesom nævnet, at der ikke forelå oplysninger, der godtgjorde, at barnet ikke kunne være i børnehaven 24-26 timer om ugen som hidtil. Der var således ikke grundlag for at antage, at barnet skulle passes flere timer i hjemmet end hidtil.

Da barnet opholdt sig 24-26 timer om ugen i børnehaven, fandt Ankestyrelsen ikke, at det med overvejende sandsynlighed måtte anses for godtgjort, at moderen på grund af pasning af barnet i hjemmet var afskåret fra at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet i samme grad som før hun blev afskediget.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.