En nu 16-årig pige havde siden 1984 været frivilligt anbragt i familiepleje efter bistandslovens § 33, jf. § 66. Plejefamilien ansøgte i august 1995 om tilskud til fødselsdagsgave til plejebarnet. Tilskuddet skulle være i overensstemmelse med de takster, der var fastsat af Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen, på ansøgningstidspunktet 126 kr. Kommunen gav i september 1995 afslag på ansøgningen. Begrundelsen var, at det i lovteksten ikke var nævnt, at en plejefamilie kan få refunderet udgifterne for indkøbte gaver til plejebarnet. Kommunen begrundede endvidere afgørelsen med, at den kun gav tilskud til gaver i forbindelse med konfirmation, svendeprøve og eksamen efter 10. klasse, og kun hvis barnet ikke kunne forvente at få gaver fra biologiske forældre eller familie i øvrigt. Plejemoderen klagede over denne afgørelse til det sociale ankenævn og anførte bl.a., at hun tidligere havde fået tilskud til gaver, samt at de vedtagne takster måtte gælde for hele landet.
Under sagens behandling stillede nævnet en række spørgsmål til Socialministeriet. Socialministeriet udtalte bl.a., at Kommunernes Landsforenings og Amtsrådsforeningens vejledning af 1. januar 1994 samt den årlige taksttabel, udfærdiget af foreningerne, må betragtes som vejledende regler. Socialministeriet fandt ikke, at man kunne tale om, at nogen havde et retskrav på beklædning. Det måtte imidlertid følge af det vidtgående ansvar for barnet og den unge, som kommunen overtager ved anbringelsen, at barnet under anbringelsen er sikret en passende beklædning. Socialministeriet fandt, at de samme synspunkter var gældende for fødselsdagsgaver.
Ankenævnet ændrede kommunens afgørelse, idet nævnet fandt, at kommunens afgørelse var i strid med gældende praksis i henhold til bistandslovens § 66. Nævnet tog udgangspunkt i, at de satser, der vejledende er fastsat af Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen, efter praksis er at anse som takstmæssige beløb, der kan ydes efter generelle kriterier i alle plejeforhold. Nævnet fandt således, at ydelse af fødselsdags- og julegaver efter gældende praksis var en foranstaltning på lige fod med udgifter til lommepenge, tøjpenge m.v., der ligeledes ydes efter satser fastsat af Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen.
Kommunen ankede afgørelsen til Ankestyrelsen og henviste i anken bl.a. til at det i Socialministeriets vejledning nr. 218 af 15. december 1992 var nævnt, at der kan gives gaver ved særlige lejligheder, såsom fødselsdag, jul, konfirmation og lignende. Kommunen fandt på denne baggrund, at kommunen havde ret til at have sin egen praksis på området.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en kommune er forpligtet til at yde tilskud til fødselsdagsgaver i overensstemmelse med de takster, der er fastsat af Kommunernes Landsforening og Amtsrådsforeningen til børn anbragt i plejefamilie efter bistandslovens § 33, jf. § 66.
