En arbejdsgiver meddelte i brev af 8. marts 1996 lønmodtageren, der havde været på arbejdsfordeling, at han udtrådte af denne og skulle på arbejde den 10. marts 1996 til normal arbejdstids begyndelse. Da brevet ved en fejl fra arbejdsgiverens side ikke var korrekt adresseret, nåede det ikke rettidigt frem til lønmodtageren, som derfor først kunne påbegynde arbejde den 11. marts 1996.
På grund af uoverensstemmelse med arbejdsgiveren om løn for den 10. marts 1996 opsagde lønmodtageren herefter arbejdet.
Lønmodtageren konsulterede læge den 9. april 1996 og blev sygemeldt. Lønmodtageren havde ikke været i arbejde siden den 11. marts 1996.
På dagpengeskemaet fra A-kassen - modtaget i kommunen den 5. juni 1996 - havde lønmodtageren angivet den 8. marts 1996 som 1. hele fraværsdag. Kassen havde ikke udbetalt dagpenge forud for sygemeldingen på grund af manglende rådighed.
Kommunen traf den 29. juli 1996 afgørelse om, at lønmodtageren ikke var berettiget til sygedagpenge fra den 9. april 1996, hvor han rettede henvendelse til sin læge 1. gang i forbindelse med den omhandlede sygeperiode, idet han ikke var berettiget til dagpenge fra arbejdsløshedskassen.
Under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen oplyste A-kassen på forespørgsel over for Dagpengeudvalgets sekretariat, at lønmodtageren, for igen at kunne modtage dagpenge, skulle have mere end 300 timers ordinært arbejde, og at effektiv karantæne ikke kan idømmes samtidigt med et arbejdskrav. Arbejdsløshedskassen vedlagde en kopi af sin afgørelse af 30. april 1996, hvoraf det blandt andet fremgik, at lønmodtageren tidligere 2 gange indenfor de seneste 12 måneder var blevet selvforskyldt ledig, hvorfor arbejdsløshedskassen mente, at han for igen at have ret til dagpenge, skulle have mere end 300 timers arbejde i en periode på 10 uger.