Ankestyrelsens principafgørelse D-9-97

Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel - lovbekendtgørelse nr. 549 af 23. juni 1995 - § 4, stk. 1, nr. 1 og § 4, stk. 1, nr. 2

Lov om sygedagpenge - lov nr. 563 af 9. juni 2006 - § 32, stk. 1

En arbejdsgiver meddelte i brev af 8. marts 1996 lønmodtageren, der havde været på arbejdsfordeling, at han udtrådte af denne og skulle på arbejde den 10. marts 1996 til normal arbejdstids begyndelse. Da brevet ved en fejl fra arbejdsgiverens side ikke var korrekt adresseret, nåede det ikke rettidigt frem til lønmodtageren, som derfor først kunne påbegynde arbejde den 11. marts 1996.

På grund af uoverensstemmelse med arbejdsgiveren om løn for den 10. marts 1996 opsagde lønmodtageren herefter arbejdet.

Lønmodtageren konsulterede læge den 9. april 1996 og blev sygemeldt. Lønmodtageren havde ikke været i arbejde siden den 11. marts 1996.

På dagpengeskemaet fra A-kassen - modtaget i kommunen den 5. juni 1996 - havde lønmodtageren angivet den 8. marts 1996 som 1. hele fraværsdag. Kassen havde ikke udbetalt dagpenge forud for sygemeldingen på grund af manglende rådighed.

Kommunen traf den 29. juli 1996 afgørelse om, at lønmodtageren ikke var berettiget til sygedagpenge fra den 9. april 1996, hvor han rettede henvendelse til sin læge 1. gang i forbindelse med den omhandlede sygeperiode, idet han ikke var berettiget til dagpenge fra arbejdsløshedskassen.

Under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen oplyste A-kassen på forespørgsel over for Dagpengeudvalgets sekretariat, at lønmodtageren, for igen at kunne modtage dagpenge, skulle have mere end 300 timers ordinært arbejde, og at effektiv karantæne ikke kan idømmes samtidigt med et arbejdskrav. Arbejdsløshedskassen vedlagde en kopi af sin afgørelse af 30. april 1996, hvoraf det blandt andet fremgik, at lønmodtageren tidligere 2 gange indenfor de seneste 12 måneder var blevet selvforskyldt ledig, hvorfor arbejdsløshedskassen mente, at han for igen at have ret til dagpenge, skulle have mere end 300 timers arbejde i en periode på 10 uger.

Lønmodtageren havde ikke ret til sygedagpenge fra den 9. april 1996, hvor der forelå attest vedrørende uarbejdsdygtighed fra egen læge.

Efter dagpengelovens § 4, stk. 1, nr. 1 og 2, som den var formuleret indtil den 1. juli 1996, er det en betingelse for ret til sygedagpenge fra kommunen, at lønmodtageren

enten har været tilknyttet arbejdsmarkedet i de sidste 13 uger før sygdommens indtræden og idenne periode været beskæftiget i mindst 120 timer,

eller ville have været berettiget til arbejdsløshedsdagpenge, uddannelsesgodtgørelse elleretableringsydelse i henhold til lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik eller kursusgodtgørelse efterlov om arbejdsmarkedsuddannelser, ydet som erstatning for arbejdsløshedsdagpenge, hvisuarbejdsdygtigheden ikke var indtrådt.

Dagpengeudvalget lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke forelå dokumentation for sygdom forud for den 9. april 1996. Dagpengeudvalget lagde ligeledes vægt på, at lønmodtageren ikke havde været tilknyttet arbejdsmarkedet i perioden fra den 12. marts 1996 til og med den 8. april 1996, og at han ikke var dagpengeberettiget medlem af en arbejdsløshedskasse, da han var idømt et arbejdskrav på 300 timers ordinært arbejde, før han igen var berettiget til at modtage dagpenge fra arbejdsløshedskassen.

Dagpengeudvalget tiltrådte således kommunens afgørelse.