Ankestyrelsens principafgørelse O-9-97

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 15, stk. 5 og § 37a

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 34, stk. 1

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 - § 69

Socialministeriets vejledning nr. 45 af 3. april 1995 om kontanthjælp efter bistandsloven - pkt. 11

Ansøger var samlevende og havde to hjemmeboende børn. Hun modtog arbejdsløshedsunderstøttelse.

Ansøger havde fælles husførelse med samleveren, men samleveren ejede den fælles bolig alene. Den månedlige boligudgift var på 24.499 kr.

Kommunen tog ved afgørelsen om ansøgers udbetaling af hjælp efter bistandslovens § 37a udgangspunkt i en samlet nettoboligudgift på 4.000 kr. pr. måned for ansøgeren, idet kommunen skønnede, at dette ville svare til en husleje, der i kommunen ville kunne siges at væreen almindelig og gennemsnitlig boligudgift ud fra ansøgers indtægts niveau.

Ankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse.

Nævnet fandt, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn, hvorefter en månedlig nettoboligudgift på 4.000 kr. var enalmindelig og gennemsnitlig boligudgift ud fra ansøgers indtægtsni veau.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at ansøger ingen steder i lovmaterialet kunne se den lovmæssige gyldighed i, at kommunen ansatte boligudgiften til 4.000 kr. for hende. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om den ene parts boligudgift kan sættes til en almindelig og gennemsnitlig boligudgift ud fra partens indtægtsniveau.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen og nævnet havde været berettiget til at fravige udgangspunktet om en ligedeling af boligudgiften mellem ansøger og hendes samlever i forbindelse med boligstøtte efter bistandslovens § 37 a, og herefter ud fra en skønsmæssig vurdering fastsætte nettoboligudgiften til en almindelig og gennemsnitlig boligudgift, ud fra ansøgers indtægtsniveau.

Ved afgørelsen lagde Ankestyrelsen særlig vægt på, at der var tale om en høj boligudgift, og at der var betydelige forskelle mellem ansøgers og samleverens indtægter.

Ankestyrelsen fandt således, at kommunens og nævnets afgørelse, hvorefter nettoboligudgiften for ansøger var fastsat til 4.000 kr. ikke kunne anses for ulovlig eller åbenbart urimelig.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.