Ansøger, der var studerende, var samlevende og havde et barn. Hun blev i maj 1996 sygemeldt på grund af diskusprolaps. I slutningen af juli 1996 ansøgte hun kommunen om supplerende kontanthjælp. Det var oplyst, at ansøger før sygemeldingen havde fast arbejde 10 timer ugentligt til 100 kr. i timen. Umiddelbart inden sygemeldingen havde hun fået yderligere et arbejde 15 timer pr. måned til 90 kr. i timen. Efter sygemeldingen modtog hun sygedagpenge for 10 timer ugentligt, herudover modtog hun fortsat stipendier og studielån fra Statens Uddannelsesstøtte.
Kommunen gav afslag på ansøgningen i.h.t. bistandslovens § 37, under henvisning til, at ansøger var studerende og derfor ikke berettiget til supplerende kontanthjælp.
Ankenævnet fandt ikke grundlag for at ændre kommunens afgørelse. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger med det oplyste om størrelsen af hendes månedlige nettoindtægter sammenholdt med hendes faste månedlige bruttoudgifter, ikke skønnedes at være afskåret fra at kunne skaffe det fornødne til sig og sit barn.
Nævnet bemærkede, at Socialministeriets bekendtgørelse nr. 58 af den 6. februar 1996 vedrørende uddannelsessøgendes ret til kontanthjælp efter bistandslovens i særlige tilfælde forudsætter, at lovens betingelser efter § 37 er opfyldt, hvilket er ensbetydende med, at ansøger på grund af ændringer i sine forhold skal være afskåret fra at kunne skaffe det fornødne til sit eget eller familiens underhold.
I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at ansøger led et væsentligt indtægtstab på grund af sygdom, hvilket bevirkede, at huni sygeperioden havde væsentligt lavere indkomst end en kontant hjælpsmodtager.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, i hvilket omfang studerende under sygdom er berettiget til kontanthjælp.
