Ansøger, der var enlig med 1 barn og modtog kontanthjælp, henvendte sig til A kommune sidst i november 1995, idet hun var kommet bagud med huslejen. Hun oplyste, at hun havde svært ved at betale de udgifter, der var forbundet med den hidtidige bolig. Hun oplyste endvidere, at huset var i en meget dårlig forfatning, og at hun gerne ville flytte til B kommune, hvor hun ville have bedre muligheder for at få arbejde. A kommune ydede hjælp til huslejerestancen og anmodede teknisk forvaltning om at besigtige huset for at lave en vurdering af husets egnethed som bolig.
Teknisk forvaltning konkluderede, at boligen var af meget ringe standard med en husleje, der var ca. 5 gange for høj, samt at fugtigheden og klamheden i huset gjorde, at den ikke kunne anses for forsvarlig som bolig. Herefter besluttede A kommune at hjælpe ansøger til en anden bolig.
Det var i sagen oplyst, at ansøger i november 1995 selv havde fundet en lejlighed i B kommune. A kommune besluttede herefter at anmode B kommune om flytteaccept, idet det ikke var muligt at finde en egnet bolig til ansøger i A kommune. Lejligheden blev imidlertid udlejet til anden side.
Midt i januar 1996 henvendte ansøger sig igen til A kommune, idet hun havde fundet en anden lejlighed i B kommune fra den 1. februar 1996. Huslejen udgjorde 4.763 kr. + fællesudgifter á conto 185 kr. + el/varme og vand. Boligsikringen ville udgøre 2.268 kr. pr. måned. Ansøgers kontanthjælp udgjorde netto 6.031 kr.
Ved brev af 19. januar 1996 anmodede A kommune B kommune om flytteaccept i forbindelse med ansøgers flytning. A kommune besluttede samtidig at yde ansøger hjælp til depositum og stempelmærker.
B kommune meddelte telefonisk 1996 afslag på samtykke til flytning, idet kommunen mente, at det påhvilede A kommune at finde en egnet bolig til ansøger.
Ankenævnet var enig med B kommune i afslaget på A kommunes anmodning om flytteaccept for ansøger.
Nævnet fandt det på det foreliggende grundlag ikke godtgjort, at flytningen ville være en rimelig disposition, selv om det måtte medføre en forbedring af ansøgers boligmæssige forhold. Der blev herved lagt vægt på, at det ikke kunne ses, at der fra A kommunes side var foretaget noget for at forbedre familiens boligmæssige situation i A kommune.
Nævnet lagde endvidere til grund, at det ikke var godtgjort, at der var tale om en forbedring af ansøgers erhvervsmæssige forhold.
I klagen til Ankestyrelsen fra A kommune var det bl.a. anført, at der ønskedes en stillingtagen til i hvilket omfang, der skulle udøves bestræbelser på at finde bolig i lokalområdet, når forvaltningen var vidende om, at der p.t. var en ventetid på mellem 2 og 3 år i kommunens boligselskaber. Endvidere ville forvaltningen ej heller være i stand til at foretage renovering af den bolig ansøger beboede, idet der var tale om en privat bolig.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af en kommunes forpligtelser i relation til dårlige boligforhold og ansøgning om flyttehjælp.
