Ankestyrelsens principafgørelse O-84-97

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 49, stk. 1

Sagen vedrørte et samlevende par med 2 fællesbørn på henholdsvis 6 og 9 år, hvor det yngste barn siden 1991 havde været lam fra hoften og ned. Hun var kørestolsbruger. Familien modtog støtte i henhold til bistandslovens § 48 til dækning af merudgifter som følge af datterens handicap, ligesom der var bevilget støtte til køb af bil i henhold til bistandslovens § 58.

Familien, der havde en betydelig gæld, beboede eget hus, købt i mandens navn. Manden havde siden begyndelsen af 1995 modtaget kontanthjælp på grund af sygdom. Kvinden modtog arbejdsløshedsdagpenge.

Som led i kommunens plan for indretning af familiens bolig som følge af datterens handicap, havde kommunen i 1994 bevilget familien hjælp til gældssanering med ca. 160.000 kr., hvorved de samlede restancer vedrørende boligen blev betalt, ligesom der skete låneomlægning, således at terminsudgiften fremover ville udgøre ca. 3.000 kr. pr. måned. Ombygning af boligen i henhold til bistandslovens § 59 blev herefter iværksat for ca. 250.000 kr.

Forud for gældssaneringen/ombygningen havde kommunen gentagne gange bevilget familien hjælp til betaling af restancer vedrørende boligen. Efter ombygningen måtte der på ny i marts 1995 bevilges familien hjælp til betaling af restancer vedrørende ejendomsskatter. I forbindelse hermed underskrev parret en aftale om løntilbageholdelse i kvindens indtægter fra arbejdsløshedskassen til dækning af alle udgifter vedrørende bolig og invalidebil. Såfremt kvinden på et tidspunkt overgik til lønindtægt, skulle løntilbageholdelsen ændres til at ske i lønindtægten.

Da det viste sig, at det tilbageholdte beløb var for lavt i forhold til størrelsen af de faste udgifter, blev der i juli 1995 lavet en ny ordning, således at en del af mandens kontanthjælp ligeledes skulle indgå i ordningen.

Da familien efterfølgende ønskede ordningen ophævet, meddelte kommunen i februar 1996, at man ikke fandt ønsket om at ophæve den indgåede aftale (om administration) for acceptabel. Kommunen henviste til, at man flere gange havde måttet yde familien hjælp/gældssanering på grund af misligholdelse af terminsbetalinger m.m. Det var en klar forudsætning herfor, at boligudgifter i fremtiden blev betalt, og at familien indgik en aftale med kommunen om tilbageholdelse af indtægter til afholdelse af samtlige boligudgifter således, at familien fortsat kunne blive boende i huset.

Ankenævnet fandt, at kommunen ikke havde haft retsgrundlag for at kræve kvindens arbejdsløshedsdagpenge indsat på en administrationskonto, ligesom der ikke skønnedes grundlag for at tilbageholde en del af mandens kontanthjælp til betaling af faste udgifter m.v.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at der efter kommunens opfattelse var tale om en særdeles uheldig afgørelse, som kunne vise sig at få meget tragiske konsekvenser for en i forvejen hårdt ramt familie. På trods af en nettoydelse, der lå betydeligt under udgiften til leje af en tilsvarende bolig, og at familien efter forvaltningens opfattelse havde mulighed for at afholde boligudgifterne, havde familien undladt at betale terminsudgifter og ejendomsskatter. Kommunen mente derfor, at der ikke havde været anden mulighed end at henvise til aftale med familien om administration af boligudgifter og om nødvendigt at insistere på administration i henhold til bistandslovens § 49.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en kommune kunne kræve, at en familie indgik i en administrationsordning, der tillige omfattede indtægter, som ikke hidrørte fra kontanthjælp.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der i bistandslovens § 49, stk. 1 og § 28 var tilstrækkelig hjemmel til mod borgerens ønske at iværksætte administrationsordninger vedrørende andre indtægter end kontanthjælp.

Efter det oplyste modtog kvinden ikke kontanthjælp, ligesom familiens bolig angiveligt alene ejedes af manden.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.