Ankestyrelsens principafgørelse O-86-97

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

15-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 15, stk. 5 og § 37, stk. 1

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 200563-96

Kommunen klagede over at være pålagt at udbetale kontanthjælp til en gift kvinde i perioden 1. august til 15. august 1995 på grund af sygdom. Ansøger havde fået afslag på udbetaling af sygedagpenge for samme periode, da beskæftigelseskravet ikke var opfyldt.

I forbindelse med ansøgningen om kontanthjælp oplystes, at ansøger havde haft arbejde siden 1. juni 1995 med 2 timer om dagen til en timeløn på 60 kr. Ansøgers ægtefælle havde modtaget mellemste førtidspension siden 1988. Ansøger selv havde ikke haft skattepligtig indkomst gennem en årrække. Kommunen vurderede, at ansøgers beskæftigelsesperiode og beskæftigelsesomfang - herunder indtægtsniveau - ikke havde været af en sådan størrelse, at det berettigede til kontanthjælp, og lagde herved vægt på, at ansøgers forsørgelsesgrundlag gennem flere år havde været baseret på ægtefællens pension.

Nævnet begrundede sin afgørelse med, at ansøgers sygdom med deraf følgende indtægtsbortfald måtte anses for at være en sådan ændring af hendes forhold, at den udløste ret til kontanthjælp.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at sygemeldingen i den konkrete situation ved udmåling af kontanthjælp medførte et økonomisk løft set i forhold til indtægtsniveauet og forsørgelsesgrundlaget. Kommunen vurderede, at indtægtssvigtet ikke udgjorde et reelt forsørgelsesgrundlag på baggrund af beskæftigelsesperioden og indtægtsniveauet.

Hertil kom, at ankenævnet efter kommunens opfattelse ikke havde haft fornødent grundlag for at ændre forvaltningens skøn, idet afslaget ikke vurderedes som åbenbart urimeligt eller direkte lovstridigt. Det forhold, at familien i en længere årrække havde kunnet klare sig med indtægten fra mandens pension talte for, at der ikke i forbindelse med hustruens indtægtsbortfald var opstået en situation, hvor ægteparret ikke havde det fornødne til sit underhold.

Ansøgers indtægt pr. måned androg brutto 2.600 kr. Efter at ansøger havde påbegyndt arbejde, fik ægtefællen netto udbetalt mindre i pension på grund af ændring i de skattemæssige forhold.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt et indtægtsbortfald berettigede til kontanthjælp efter bistandslovens § 37 i en situation, hvor ansøger blev sygemeldt kort tid efter påbegyndelse af et arbejdsforhold med få timer om dagen, og hvor ægtefællerne forinden i en længere årrække havde klaret sig for den anden ægtefælles pension.

Ankestyrelsen henviste til at ydelse af kontanthjælp forudsatte, at der forelå ændringer i ansøgers forhold (en såkaldt social begivenhed), og at disse ændringer havde medført, at ansøger ikke var i stand til at skaffe det fornødne til sit eget eller familiens underhold.

Ankestyrelsen fandt, at der i forbindelse med ansøgers sygemelding var sket en social begivenhed, idet sygemeldingen havde medført tab af indtægt.

Ankestyrelsen tillagde det ved afgørelsen betydning, at der for ansøgers vedkommende var tale om en mere fast og vedvarende tilknytning til arbejdsmarkedet, samt at hun efter raskmeldingen havde genoptaget det hidtidige arbejde.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at kommunen ikke med rette havde kunnet forudsætte, at ansøgers økonomiske behov fuldt ud havde kunnet dækkes gennem ægtefællens pension, idet denne efter sit formål alene var bestemt til forsørgelse af ham. Hertil kom, at pensionens størrelse ikke i væsentligt omfang oversteg det beløb, der kunne udbetales til en ikke-forsørger i henhold til bistandslovens § 37, stk. 2, 2. pkt., ligesom ægtefællen netto fik udbetalt mindre i pension efter, at ansøger havde påbegyndt arbejde.

Ankestyrelsen fandt derfor, at den af kommunen trufne afgørelse måtte anses for åbenbart urimelig.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 200918-96

Ansøger, der var 36 år og havde 4 børn i alderen 6 - 14 år, anmodede i april 1995 kommunen om supplerende kontanthjælp til ægtefællens indtægt, da hun på grund af sygdom ikke havde haft indtægt i længere tid. Ægtefællen drev selvstændig virksomhed fra hjemmet.

Ansøger oplyste, at hun året forinden havde været tilkaldevikar i en børnehave med deraf svingende indtægter. Af foreliggende lønsedler fremgik, at ansøger i 1994 i perioden fra marts til november havde haft arbejde i sammenlagt 205 timer med en bruttoindtægt på 17.257 kr.

Kommunen gav afslag på ansøgningen om kontanthjælp, idet ansøger ikke havde tjent så meget ved arbejdet som tilkaldevikar, at hun kunne betragtes som selvforsørgende.

Ved fornyet henvendelse til forvaltningen i august 1995 søgte ansøger om hjælp til betaling af forskellige enkeltudgifter. Hun oplyste, at hun igen var blevet syg, og at hun havde været det de sidste 2-3 måneder. Hun havde ellers påbegyndt arbejde (ulønnet) i ægtefællens virksomhed i midten af maj 1995.

I forbindelse med henvendelsen afleverede ansøger en opstilling over familiens udgifter som følge af hendes sygdom. I opstillingen var bl.a. angivet, at familien havde haft et betydeligt indtægtstab, fordi ægtefællen havde været ene om at passe hus og børn med deraf følgende udskydelse af opgaver.

Af generel helbredsundersøgelse fremgik, at ansøger led af en række forskellige symptomer, men at det ikke var lykkedes at finde årsagen til lidelserne.

Kommunen gav afslag på ansøgningen om hjælp til betaling af de ansøgte enkeltudgifter, og fordi der ikke var sket en social begivenhed med deraf følgende indtægtstab, og fordi det ikke fandtes godtgjort, at restancerne skyldtes manglende indtjening for ægtefællens vedkommende.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelser med begrundelsen, at der ikke for ansøgers eller ægtefællens vedkommende sås at være sket en såkaldt social begivenhed i bistandslovens forstand. Nævnet lagde herved vægt på, at ansøger - bortset fra sporadisk tilknytning til arbejdsmarkedet i form af job som tilkaldevikar i 1994 og i form af ulønnet medhjælper i ægtefællens virksomhed - havde været hjemmegående husmor igennem de seneste ca. 13 år. Ægtefællen var endvidere fortsat beskæftiget med selvstændig virksomhed.

Ansøger anførte i klagen til Ankestyrelsen, at hun havde valgt at være hjemmegående for sine 4 børn. Da det yngste barn startede i skolesystemet, havde hun søgt og fået arbejde fra den ene dag til den anden. Ansøger mente derfor, at hun havde vist initiativ til at ændre på familiens økonomiske situation.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der forelå en social begivenhed, når ansøger i en længere årrække havde været hjemmearbejdende husmor, men forud for sygemeldingen havde haft en mindre indtægt som tilkaldevikar.

Ankestyrelsen fandt, jf. § 15, stk. 5, ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte det af såvel kommunen som det sociale ankenævn udøvede skøn, hvorefter der på baggrund af ansøgers hidtidige løse tilknytning til arbejdsmarkedet ikke i forbindelse med hendes sygemelding var sket en social begivenhed i bistandslovens forstand. Ankestyrelsen tillagde det ved afgørelsen betydning, at ansøger ikke havde stået tilmeldt Arbejdsformidlingen med henblik på at opnå fast arbejde, samt at hun som tilkaldevikar ikke havde været forpligtet til at påtage sig det tilbudte arbejde.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ansøger i maj 1995 valgte at indtræde i ægtefællens virksomhed i stedet for at genoptage arbejdet som tilkaldevikar.

Ankestyrelsen fandt således ikke, at der forelå tilstrækkelig dokumentation for, at ansøger forud for sin sygemelding havde stillet sig fast og varigt til rådighed for arbejdsmarkedet.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.