Ankestyrelsens principafgørelse O-71-97

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 46b, stk. 1

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 83, stk. 1

Ansøger, der var enlig, modtog folkepension. Han havde modtaget økonomisk hjælp i forbindelse med samværsret med sine to sønner født henholdsvis 1977 og 1979 med 800 kr. pr. måned. Hjælpen blev standset i maj 1995. Samtidig med at hjælpen blev standset, blev ansøger af kommunen anmodet om at søge igen, hvis han fortsat ønskede økonomisk hjælp.

Efter at ansøger påny havde søgt om økonomisk hjælp til samværsudgifter, gav kommunen afslag på hjælp under henvisning til, at ansøger efter den økonomiske beregning efter fradrag af faste udgifter havde 3.383 kr. tilbage, hvorfor kommunen vurderede, at ansøger selv var i stand til at afholde udgiften.

Ansøger søgte herefter ved personligt fremmøde kommunen om personligt tillæg efter pensionsloven, hvilket blev afslået mundtligt.

Ankenævnet pålagde kommunen at udbetale kostudgifter i forbindelse med samvær med de to sønner i weekender og ferier fra ansøgningstidspunktet, og indtil ansøgers ældste søn fyldte 18 år i september 1995.

Nævnet fandt imidlertid, at ansøger fra det tidspunkt, hvor han kun havde samværsret med et barn under 18 år, selv var i stand til at afholde udgifterne ved samværet.

I klagen til Ankestyrelsen anførtes det, at selv om ansøgers ældste søn var fyldt 18 år, belastede begge sønner ansøger økonomisk, idet de begge var uden nogen form for indkomst. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt ansøger var omfattet af bistandslovens § 46 b om hjælp til afholdelse af samværsudgifter.

Ankestyrelsen fandt, at også pensionister var omfattet af bistandslovens § 46 b.

Ved afgørelsen blev der lagt vægt på, at bestemmelsens formål var at øge muligheden for samvær mellem forældre og børn.

Ankestyrelsen fandt herefter, at der ikke kunne gives afslag på hjælp efter denne bestemmelse alene med henvisning til, at den ældste søn var fyldt 18 år.

Sagen hjemvistes derefter til kommunen med henblik på, at kommunen traf ny afgørelse om, hvorvidt ansøger var berettiget til hjælp til afholdelse af udgifter i forbindelse med samvær med den yngste søn.

Ankestyrelsen ændrede således med denne begrundelse ankenævnets afgørelse.