Ankestyrelsens principafgørelse O-113-97

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 15, stk. 5 og § 43, stk. 2

Socialministeriets vejledning nr. 211 af 30. november 1994 om hjælp efter bistandslovens kapitel 10 (§§ 43-45) - pkt. 47 nr. 7b

En 36-årig fraskilt mand, der havde forældremyndigheden over to børn på henholdsvis 11 og 8 år, fik i december 1995 bevilget revalideringsstøtte i henhold til bistandslovens § 43, stk. 2 til gennemførelse af en uddannelse som pædagog. Bevillingen blev givet på grundlag af ansøgerens kroniske ryglidelse, som efter det oplyste krævede ret svære skånehensyn.

I juni 1996 søgte han kommunen om hjælp til børnepasning ud over daginstitutionens åbningstid i forbindelse med f.eks. praktik, møder eller lignende, der var en følge af uddannelsen. Han oplyste i den forbindelse, at han kunne få sin mor til at passe børnene for 70 kr. i timen. I august 1996 søgte han påny kommunen om hjælp til børnepasning bl.a. i forbindelse med studenterpolitisk arbejde og deltagelse i en kolonitur som led i et praktikophold.

Kommunen bevilgede hjælp til børnepasning med 25 kr. i timen. For så vidt angik hjælp til børne-pasning i forbindelse med studenterpolitisk arbejde meddelte kommunen afslag, med den begrundelse, at det ikke skønnedes nødvendigt for uddannelsens gennemførelse, at han deltog i sådant arbejde.

Med hensyn til børnepasningsproblemer i forbindelse med kolonituren blev ansøgeren opfordret til at løse disse ved hjælp af familie og venner.

Under sagens behandling i det sociale ankenævn blev det fra seminariet bl.a. oplyst, at gennemførelse af pædagoguddannelsen forudsætter, at eleven får kendskab til, hvordan et koloniophold forløber i praksis.

Ankenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse med hensyn til størrelsen af timebetaling vedrørendebørnepasning samt med hensyn til betaling for børnepasning under stu denterpolitisk arbejde.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at der i kommunens afgørelse indgik en række skønsmæssige vurderinger af behovet for støtte og af, hvad der i den konkrete situation måtte anses for at være nødvendige udgifter til børnepasning af hensyn til revalideringens gennemførelse. Nævnet fandt ikke grundlag for at anse kommunens skøn for at være ulovligt eller åbenbart urimeligt, jf. bistandslovens § 15, stk. 5.

For så vidt angik spørgsmålet om betaling for børnepasning under studenterpolitisk arbejde begrundede nævnet afslaget med, at seminariet ikke anså studenterpolitisk arbejde for at være en direkte forudsætning for en gennemførelse af uddannelsen.

Derimod fandt nævnet, at kommunen burde yde støtte til børnepasning under kolonituren, da kolonituren efter oplysning fra seminariet var en selvstændig og nødvendig del af praktikopholdet.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på udmåling af hjælp til betaling af uddannelsesbetingede udgifter i form af betaling af børnepasningsudgifter i særlige tilfælde.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren havde ret til at få hjælp til nødvendige udgifter til børnepasning uden for daginstitutionens åbningstid i forbindelse med praktik, møder eller lignende i det omfang, det var nødvendigt for, at ansøgeren kunne gennemføre uddannelsen til pædagog.

Begrundelsen herfor var, at der efter bistandslovens § 43, stk. 2 ud over den faste bruttorevalideringsydelse kan ydes hjælp til særlige udgifter, der følger af uddannelsen eller handicappet.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at ansøgeren var berettiget til hjælp til børnepasning under kolonitur som led i praktikophold. Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at en sådan kolonitur efter det oplyste fra seminariet var en sædvanlig og nødvendig del af praktikopholdet og dermed uddannelsen.

For så vidt angik spørgsmålet om betaling af børnepasningsudgifter i forbindelse med studenterpolitisk arbejde var Ankestyrelsen enig med kommunen og nævnet i, at der ikke kunne ydes hjælp i forbindelse hermed. Begrundelsen herfor var, at studenterpolitisk arbejde ikke var en direkte forudsætning for gennemførelsen af uddannelsen, og dermed kunne udgiften heller ikke betragtes som en uddannelsesbetinget udgift.

Med hensyn til størrelsen af den betaling, der kunne ydes for børnepasning tog Ankestyrelsen udgangspunkt i, at særlige udgifter,der følger af uddannelsen eller handicappet - f.eks. børnepasnings udgifter - i følge gældende praksis skal betales fuldt ud, når de er anerkendt som en uddannelsesbetinget udgift. Der ses ikke i loven atvære hjemmel til kun at yde hjælp til en del af en sådan uddannelses betinget udgift.

Ankestyrelsen fandt, at udgiften til børnepasning måtte tilpasses niveauet for de krav, der måtte stilles til kvalifikationerne i den enkelte pasningssituation, herunder børnenes alder og de lokale forhold i øvrigt.

Ankestyrelsen fandt herefter ikke anledning til at tilsidesætte nævnets afgørelse for så vidt angik betalingen for børnepasning.

Begrundelsen herfor var, at Ankestyrelsen ikke havde fundet grundlag for at anse kommunens og nævnets skøn for at være ulovligt eller åbenbart urimeligt, jf. bistandslovens § 15, stk. 5

Ankestyrelsen tog hermed ikke stilling til, om særlige forhold omkring fraværet i den konkrete situation kunne give anledning til en anden/højere betaling.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.